Moon-cake ferien.

I sidste uge havde en uges ferie i forbindelse med mid-efteråret eller moon-cake festiavalen. Det er en kinesisk tradition som er lige så vigtig som nytår. Der findes en gammel myte om Ho Yi som havde noget vestligt medicin som ville føre ham direkte til himlen, men han elskede sin kone Chang E og ville leve på jorden med hende. En dag da Ho Yi var i vesten, besøgte nogle mænd Chang E – de ville have den vestlige medicin. Chang E så ingen anden udvej end at drikke medicinen selv. Hun kom dog ikke helt til himlen, men til månen. Da Ho Yi kom hjem fortalte tjenestefolkene hvad der var sket. Han gik bedrøvet rundt i haven og opdagede at månen fulgte ham hvorend han gik. Han opdagede en skikkelse på månen og kunne se en kvinde og en kanin. Han satte et bord frem i haven hvor han lagde frugt og nogle runde kager som han vidste hans kone kunne lide.

Så når kineserne fejre moon-cake festival, drikker de the og spiser moon-cake. Månekagen spises ved at den deles i fire stykker – et for hver månefase. Kineserne bor ofte langt væk fra deres familie og moon-cake festivalen bruges til at sende tanker og hilsner til venner og familie, som man ikke tilbringer ferien sammen med.

Vi har fået en del månekager af lærerne på skolen, men der er ingen af os der egentlig bryder os om dem – faktisk har vi givet flere af dem videre til nogen som kunne nyde dem. Det er noget meget sødt og wienerbrødsagtig dej rundt om en gullig kugle (som vi efterfølgende fandt ud af var æggeblomme – og endnu senere fandt ud af er saltet andeæggeblomme). Min første association da jeg “duftede” til indholdet var kattebakke, det siger vist det hele. Der findes dog forskellige slags, så jeg vil ikke udelukke at der findes nogen der er spiselige og rent faktisk smager godt. Det er bare ikke lykkedes os at finde dem.

I forbindelse med denne tradition havde vi altså en uges ferie. Vi havde planlagt at tage til Xining, den største by i Qinghai-provinsen, og så derefter besøge nogle småbyer på vejen og tage hjem fra Lanzhou, den største by i Gansu. Det kunne desværre ikke lade sig gøre at få billetter hjem fra Lanzhou, så vi endte med at bestille flybilletter hjem fra Xining. Faktisk var vi så heldige at vi fik lov at forlænge ferien med to dage, fordi det ikke var til at få billetter tilbage til Chengdu lørdag eller søndag.

Vi havde hyret en privattaxa, igennem en af lærerne på skolen. Hun havde kørt nogen til Chengdu om lørdagen og sagde at det havde tager 4 timer, selvom turen normalt tager 1. Hun foreslog derfor at vi kørte fra Wenjiang kl. 6 søndag morgen, selvom toget første kørte kl. 12. Det var da også meget sødt af hende, men da vi så stod på togstationen kl. 7, var det som om vi følte os ret meget til grin! Vi sad på en KFC som kun havde morgen mad indtil kl. 10. Så det ventede vi på, fik lidt at spise og gik så ind i ventesalen på stationen. Det var meget rart for mig lige at se den, inden jeg skal med toget alene, når jeg skal hente Morten i Chongqing. På grund af ferien var der proppet med mennesker og det var også på denne station vi havde et noget underligt toiletbesøg. Cathrine og jeg skulle tisse og fandt vores medbragte toiletpapir frem og fandt toiletterne. Det kom ikke bag på os at det bare var en rande hvor pis og lort (bogstavlig talt!) kan løbe igennem – men at der ikke var døre(!) det var noget nyt. Hvad der ikke var så heldigt for os, var at kineserne stadig synes at vi så spændende og anderledes ud, så de gloede såmænd lige så meget som de plejede! At vi sad i skov-skider-stilling bekymrede dem ikke synderligt!

I toget på vej til Xining – som var beregnet til en 24-timers tur – gik det op for mig at vi lige så godt kunne stå af i Lanzhou (som heldigvis var et par stop FØR Xining) og så tage vores planlagte rute den anden vej. Eller skulle vi både starte og slutte i Xining og vi ville derfor skulle bruge tid på at komme tilbage til Xining. De andre var med på i ideen, så efter 21 timer med SIDDEPLADSER  i et tog, stod vi af i Lanzhou.

Kl. var 9 mandag morgen men eftersom vi havde siddet i et tog siden kl. 12 søndag formiddage var vi meget sultne! Vi endte på en Dico’s som er en kinesisk KFC-agtig fastfood kæde som sælger paneret kylling i alle afskygninger. Derefter gik vi rundt i byen, så jagt efter et hotel. Vi ville gerne sove så billigt som muligt, eftersom vi kun stoppede i Lanzhou for at komme videre. Jeg ville rigtig gerne se BlingLing Si – De Tusind Buddha-grotter, buddhistiske grotter som er skåret ind i en 60 meter hæj klippevæg. De indeholder buddhistiske skulpturer, fresker og statuer, bl.a. en 27 meter høj statue af Maitreya, fremtidens Buddha.

Langt om længe fandt vi et hotel, godt nok en del dyrere end vi havde håbet på, vi betalte 130,- pr. person (altså 260,- for et dobbeltværelse) på et 3-stjernet hotel. Umiddelbart lyder det jo ikke dyrt, og standarden var også helt fin. Vi boede lige ved siden af tog og bustationen og det var jo en fordel når vi skulle videre dagen efter. Resten af dagen slappede vi bare af, sov lidt til middag og læste lidt. Om eftermiddagen gik jeg en lille tur alene i byen for at finde noget mad. Jeg fandt en dame, som lavede madpandekager (som jeg kender fra Wenjiang), så jeg fik sådan en og købte en cola. Det var en rigtig dejlig eftermiddag, hvor solen skinnede og temperaturen var behagelig, selv uden jakke. Så jeg satte mig på en bænk og nød øjeblikket.

Jeg så en man som rodede i en skraldespand – så han en tog et KFC papkrus op og sugede i sugerøret i håb om at få noget ud. Jeg fik ondt af ham og gik hen til ham, prøvede at forklare ham at han skulle gå med mig, så ville jeg købe noget mad til ham. Han ville ikke rigtig med og jeg troede det var fordi han ikke forstod hvad jeg ville. Han blev ved med at klappe sig på brystlommen og endte med at vise mig at han havde masser af penge! Så i sidste ende var det mig der følte mig som en komplet idiot! Manden havde altså selv valgt at rode i skraldespanden, han var ikke NØDT til det!

Om aftenen gik  vi en tur i silende regn. Anna og Peter havde været en tur rundt i byen, bl.a. lidt oppe ad et bjerg hvor de havde haft udsigt over hele byen. Det var dog både for mørkt og for smattet til at det kunne lade sig gøre. Men vi fik en dejlig aftentur ud af det.

Tirsdag morgen fik vi hotellet til at skrige BingLing Si på kinesisk – ellers er det næsten umuligt at klare sig. Vi forsøgte os på busstationen, men hun pegede ned ad en sidegade. Pludselig dukkede der er en mand op som prøvede at hjælpe os med at finde den rigtige bus. Han vidste tilsyneladende ikke selv hvor den kørte fra, så han endte med at gå rundt med os i en halv time, og vi endte hvor vi startede. Ironisk nok, havde jeg set en dame tabe et kort på jorden og jeg løb efter hende ind i bussen – det vidste sig så at hun ikke ville have det, så det har  nok været affald hun bare havde smidt på gaden (som man nu gør i Kina). Det ironiske er så at det selvfølgelig endte med at være den bus vi skulle med!

Vi sad så i den bus, og anede intet om hvor vi skulle af. Jeg forventede dog at at den hjælpsomme mand havde sagt til chaufføren at han skulle sige til – men jeg er blevet skuffet en del gange hernede før, så man ved efterhånden aldrig hvad der kommer til at ske. Men for en gangs skyld blev mine forventninger indfriet! Vi endte dog midt på en gade, og anede ikke hvilken vi skulle. Vi viste vores lille papirlap med BingLing Si på kinesisk og en rar dame viste os vej. Det viste sig at busstationen var lige bagved en kæmpebygning, hvor alting stod på kinesisk – der var altså ikke én synlig bus fra gaden – men hvem behøver også det når man kan læse kinesisk?! Endnu et tydeligt eksempel på at de ikke lever af turisme.. Og dem der endelig gør, lever af kinesiske turister!

Vi kørte i bus i to timer og blev sat af mit på en skrå bjergvej. Heldigvis havde der været andre med bussen, så vi fulgte efter dem. Vi fandt et kontor med en dame der kunne meget lidt engelsk, men hun forstod dog hvad vi ville og viste og vej til det rigtige kontor – hvor man skulle igennem baggården og et hul i hegnet – indlysende sted at placere et billetkontor!

For at komme til BingLing Si skulle vi ud og sejle. Vi havde læst i Annas “Lonely planet” at man kunne blive sat af i en anden by på vej hjem, hvor man kunne komme videre fra. Hvis man kom tilbage, til hvor vi startede kunne man ikke komme nogen steder om aftenen. Det lykkedes os trods alt(!) at få den besked igennem til en dame der ikke kunne mange ord engelsk. Vi betalte og blev ført ned til en lille båd som vi skulle dele med 4 kinesere. Vejret var rigtig gråt og tåget, så det var svært at se noget fra båden. Lige pludselig sejler vi ind til bredden og bliver sat af. Der er et lille kontor midt i ellers ingenting. Vi prøver at forklare dem at vi skal til BingLing Si og de siger så at vi skal købe en busbillet til 10,- og en indgangsbillet til 50,- og det gør vi så. Vi kører i 5-10 minutter og stopper så ved en trappe der fører direkte op i ingenting. Vi går op og kigger, men der er som sagt ingenting. Vi opdager en sti ved siden af trappen, og går ned for at følge den. Den fører hen til en laaang trappe som snoger sig zig zag op ad bjerget. Mens vi går op nyder vi udsigten over de kæmpe bjerge som omringer os, på trods af vejret er det en fantastisk udsigt. Vi når på et tidspunkt en lille terrasse, med et skilt der forklare en gammel myte om stedet. Trappen går videre op ad bjerget, men nu har chaufføren indhentet os og han forklare med tegnsprog at vi ikke må gå længere op. Da vi er næsten nede igen møder vi nogle af de andre fra det lille kontor i ingenting, og der er en der kan en lille smule engelsk. Han forklarer at der er to veje til BingLing Si, en over bjergene hvor man går i en halv time og en med båden, som sejler derhen. Umiddelbart taler jeg for at vi vælger båden, det er koldt og det regner og vi har lige været helt deroppe, så det føles næsten håbløst at skulle hele den vej igen, velvidende at vi skal ned på den anden side. Peter taler dog for at vi tager bjerget, og inden vi får set os om er det, der kommer til at ske. Vi går og går, lidt op og lidt ned, tager nogle billder, nyder udsigten osv. På et tidspunkt da vi er kommet ned på den anden side, går vi på noget det føles og en ligner en”udtørret” flod, sandsynligvis en gren af den gule flod. Vi kommer til et lille klosteragtigt sted, med en sød gammel munk der taler overraskende godt engelsk. Han viser os lidt rundt og vil gerne holde i hånden og flette fingre med mig og Anna – ret specielt for en munk. Vi går videre og kommer til en stor statue og nogle grotter og er sikre på vi endelig er fremme. Men det viser sig at de billetter vi har købt er til noget andet! Alt føles håbløst og vi står ude midt i alting og kan ikke gøre noget som helst! Det mest frustrerende er at det ham der har solgt os billetterne, som har fulgt os hele vejen, så han vidste jo godt vi ikke kunne komme ind – og han vidste så også at vi ikke ville komme til at se det vi har betalt 50,- for pr. person! De prøver at forklare noget med at vi skal den vej, for at komme hen til båden, men vi beslutter os for at gå ned og følge den tørlagte flod. Den ende ved vandet og vi kan ikke komme videre. Pludselig står manden og vinker til at os at vi skal komme op til ham, en lille sti fører hen til en låge som han åbner. Da vi kommer hen til udgangen står den samme vagt, som stod ved indgangen. Han nægter at lade os komme ud før vi har betalt. Så efter noget tid overgiver Peter og Cathrine sig, og Peter lægger ud for os alle sammen.

Anna og jeg følges ud og er lidt frustrerede over det endte som det gjorde. Vi har betalt 50,- pr.person for at komme hen til båden! Vi kunne ligeså godt gå ind og se det hele – problemet er bare at kaptajnen står og venter på os, og han siger at han sejler hvis vi ikke kommer nu. Vagten kommer løbende hen til os med billetterne som vi lige har betalt og skal til at rive slippen i den ene ende af. Jeg er så frustreret at jeg bare river dem ud af hånden på ham og går videre – heldigvis!! For pludselig går det op for mig at vi kan sælge vores billetter!! Jeg siger det til Anna og vi går hen til en kinesisk mand der står på stien. Han kalder på sin familie og en ung pige, der kan engelsk spørger hvad vi vil. Og jeg forklare hende at vi vil sælge vores billetter, alle sammen for 100,- (så sparer vi alle sammen 25,- og det kan stadig betale sig for dem at købe dem). Hun spørger hvorfor vi ikke selv skal bruge dem, og jeg siger at vi ikke har tid nok – og det er jo teorien ikke løgn. Hvis der havde været tid havde jeg insiteret på at gå ind og se det hele!

På trods af alt løftede det lige mit humør en smule at få bare lidt af pengene refunderet – så længe man ikke tænker på at vi spildte 75,- hver den dag.

Vi sejler tilbage og bliver sat af i Lianhuatai, som virkelig er et hul i jorden. Det er bare en gade, der i det grå og kolde vejr ser meget trist og forladt ud. Vi har læst i “Lonely Planet” at man kan tage en minibus herfra til Linxia til 12- pr. person. Da vi kommer op ad vejen holder der en minibus på den ene side af gaden og en personbil på den anden side. Vi spørger den unge fyr ved minibussen hvad han tager for at køre os til Linxia og han siger 120,- – det synes vi er alt for dyrt så jeg går over til personbilen og spørger hvad han vil have, den unge fyr går med og da han høre at manden siger 70,- går han strakt ned på 60,- for at køre os! Egentlig var det ikke særlig gennemtænkt af ham, for de var allerede to i personbilen, så vi havde ikke kunne være der alligevel – men nu går kinesere selvfølgelig ikke helt så meget op i at man sidder ordentligt og har sele på.

Vi kom til Linxia ved 19-tiden og de første fem hotellet vi fandt havde ingen ledige værelser. Vi havde en mistanke, som vi senere har fået bekræftet, om at det er fordi vi er udlændinge. Nogle hotellet har licens til at have udlændige, og dem der ikke har licens tør ikke at tage os ind, fordi de er bange for at blive opdaget. Men vi fandt heldigivis et billigt hotel hvor vi gav 60,- pr. person for et delt dobbeltværelse. Værelset vat fin, to senge, to stole, skrivebord og TV, eget toilet og bad – som dog havde set bedre dage. Men til 60,- var det perfekt!

Vi gik direkte i seng for at få varmen efter en kold og våd dag, og lå og læste, Cathrine og jeg delte værelse på hele turen, fordi Anna og Peter er blevet lidt mere interesserede i hinanden.

Onsdag morgen skulle vi videre til Xiahe, en by som Anna havde besøgt før og som hun har talt rigtig godt om. Peter og Anna var tidligere oppe og hurtigere klar til at tage afsted, så de var meget utålmodige og kunne ikke vente på at Cathrine og jeg skulle finde noget morgenmad og proviant til turen, så de tog en bus en time før os. Cathrine og jeg gik en lille tur i byen, solen skinnede og temperaturen var behagelig. Vi fandt morgenmad, og jeg fandt noget der minder usandsynligt meget om M&Ms med peanuts – og det er lidt af en succes, for kinesisk slik er virkelig dårligt! Vi hyggede os og slappede af og det var på den lille tur jeg fandt de første neglelakker til min søster!

Vi tog bussen mod Xiahe, som i følge Annas bog ville tag 2 timer, det gjorde den ikke – den tog fire! Men det var en okay tur igennem et rigtig flot landskab og nogle små landsbyer, vi kørte forbi fåreflokke og markeder så det var en del af oplevelsen. Bussen var fyldt op og bag os havde vi en buddhistisk munk, som konstant sad med hovedet helt oppe mellem os og “læste” med på Cathrines iPad og bøvsede højlydt når han havde brug for det. Ved siden af os sad en muslimsk familie med en lille dreng, har har været et år eller to og han havde brækket armen, som var pakket ind i gips og han havde en hjemmelavet anordning på foden, som ligenede den skulle støtte. Det var i al sin enkelhed bare pap og tape, og det så ikke ud til at virke. Men der må være sket noget slemt med så lille et barn, hvis det skal lykkes ham at brække noget, desværre var vi hæmmet af sprogbarrieren og kunne ikke spørge ind til det. Den moren til den lille dreng, en muslimsk dame, med tørklæde og alt hvad der indebærer sad bag ved faren og drengen, ved siden af en buddhistisk munk! Jeg har taget et rigtig godt billede af de to hvor de begge smiler – her er det bare helt okay at være forskellig. Så selv om de repræsenterede to meget forskellige religioner, kunne de sagtens sidde der ved siden af hinanden og smile! Det synes jeg godt vi kunne lære noget af i Danmark!

Da vi endelig kom frem til Xiahe, var vi ikke kede vi havde ventet en time med at tage bussen. Vi forlod Linxia i strålende sol og en dejlig temperatur, for at tage til Xiahe som var så koldt at man kunne se sin egen ånde! Vi startede med at fylde lidt penge på min telefon, hvilket lykkedes mig uden et eneste ord engelsk fra hendes side. Man kan hvad man vil!

Derefter mødtes vi med Anna og Peter som havde fundet et hotel til os. Det var et lille bitte rum med fire senge og et TV, intet andet. Loftet lignede noget der kunne falde ned hvornår det skulle være og madrassen og sengetøjet var fugtigt. Toilettet var et hul på den anden side af gården, så det var en kold “fornøjelse” at være nat-tisser 🙂

På trods af standarden betalte vi 70,- hver! Det var altså en 10’er mere end den “luksus” vi havde haft i Linxia. Jeg begyndte at undre mig over hvorfor vi havde forladt Linxia. Men vi var selvfølgelig kun taget dertil for at tage til Xiahe. Byen, som bestod af én gade, var umiddelbart ikke noget særligt – i hvert fald ikke for mig eller Cathrine. Vi ledte efter et turistbureau, som der i følge Annas bog skulle arrangere ture til nomader rundt omkring i bjergene. Det lykkedes os dog aldrig at finde det. Vi spiste aftens mad på en Nomade restaurant, de andre fik noget med yak-kød men jeg tog et sikkert valg: grøntsager og aubergine. Vi fik varm milk-tea med sukker, som er mere mælk end det er the, men det smagte godt, og det var dejligt med noget varmt.

Dagen efter gik en tur rundt om det kendte Labrang kloster, som Xiahe er kendt for. Det var helt sikkert en god oplevelse! Vi gik 3 km. rundt om klostret forbi alle bedemøllerne, og så hvordan folk lagde sig ned lige så lange de var, bare for at rejse sig op, tage tre skridt og lægge sig igen. Heldigvis havde de både beskyttelse på hænder og knæ. Det er fascinerende at folk kan tro så meget på noget.

Efterfølgende splittede vi op, Anna og Peter gik videre rundt og Cathrine og jeg gik ind mellem nogle små huse, hvor folk boede – inde i midten af bedemøllerne og altså på samme grund som klostret. Det så fattigt og beskidt ud, og der lugtede af toilet alle steder og vi opdagede små rør der ledte ud i de nedgravede rende – altså afløb fra toiletterne. Vi besluttede os for at spise pizza og pommes frites på Snowy Mountain Café. Der var masser af mad så vi gemte resten af pizzaerne – så var aftensmaden sikret! Jeg havde voldsomt ondt i ryggen på grund af den hårde seng, og kunne hverken gå eller stå ret længe af gangen, så vi lagde os hjem på værelset og læste. Om aftenen fik vi varmet vores pizza på hotellet og besluttede os for at tage videre dagen efter. Anna og Peter ville gerne til Tongren, men Cathrine og jeg ville gerne til Zhangye og se den liggende Buddha. For det første var Xiahe (udover Labrang klostret) ikke lige noget for os. Og for det andet følte vi os som vedhæng på Peter og Annas kæreste ferie, og det var der ikke nogen af os der brød sig om. Vi fandt ud af at bussen til Xining (som vi skulle til for at komme til Zhangye) kun kørte én gang i døgnet og det var kl. 6.10 om morgenen! Bustationen havde lukket og vi havde ingen billet! Manden i receptionen sagde at det var svært at få billetter, så vi skulle have købt dem i god tid. Der gik en bus til Tongren kl 7.30, som vi kunne tage og så tage derfra til Xining. Men vi besluttede os for at stå op og se om vi kunne komme med bussen direkte til Xining. Og det kunne vi! Så heldigivis var det det værd at stå SÅ tidligt op.

Bussen var proppet til randen! Der sad folk hele vejen ned i midtergangen og der sad et par stykker foran på “guidestolen”. Og uheldigvis sad der en troende mand af en eller anden art bag mig, hvilket resulterede i at han sad og mumlede mantraer de første to timer! Min iPod var næsten flad, for jeg havde prioriteret at lade mit kamera og min telefon op, så jeg var tvunget til at høre på ham. Jeg vendte mig om gentagne gange og kiggede på ham, for at han skulle forstå at han skulle tie stille eller skrue ned, men det virkede ikke. Og som jeg har forstået det, er det uhøfligt at bede folk der f.eks. sidder og synger i bussen om at holde mund. Så det er lidt en omvendt respekt. Vi opfatter det umiddelbart meget uhøfligt og respektløst når nogen sidder og spiller høj musik og synger med, og vi mener at de skal respektere os og holde op. Men hernede er forståelsen omvendt. Her respekterer man at de gerne vile høre musik og synge, og derfor beder man dem ikke om at holde op.

På et tidspunkt stoppede vi og havde en tissepause, midt på et bjerg(?!). Folk gik lidt hver sin vej og fandt et sted. Og det er ikke noget med at holde sig hvis man skal andet end at tisse, det er bare at fyre den af og få det overstået! Noget af en speciel oplevelse.

I bussen var der en dame der talte rigtig godt engelsk, det var bl.a. hende der forklarede os om udlændinge-licens på hotellerne. Vi spurgte hende om hun ville hjælpe os med at finde ud af hvad tid bussen kørete videre til Zhangye og hvor den kørte fra. Vi var i Xining kl. 11.30 ca. og der kørte en bus kl. 12.15 og en igen kl. 15.30. Men fordi busturen ville tage 6-7 timer, tog vi den 12.15. Så vi tog lige en hurtig tur rundt i området omkring stationen for at købe mad og drikke til endnu en lang bustur. Det var dog også en okay tur i sig selv, om ikke andet i starten. I længden er majsmarker og arbjende bønder ikke så spændende at betragte.

Da vi kom til Zhangye skulle vi finde et sted at sove. Vi fandt et hotel, hvor et værelse ville koster 100,- men nærige som vi er, tænkte vi at der måtte være et billigere sted så. Men da vi havde gået lidt og ikke rigtig fundet noget, gik vi tilbage. Det viste sig så at de ville have 300,- for et værelse! Og det ville vi under ingen omstændigheder betale! Så vi gik videre og mødt et sødt gammelt ægtepar, hvor damen ævlede derudaf på kinesisk. Jeg svarede at vi var fra Danmark (mit lille trick er bare at svare “Dan mai” (=Danmark på kinesisk) når nogle taler til mig, for det 99,9% af gangene det de vil vide) og derefter sagde jeg bare “mmh” og sådan, men det har åbenbart været nok, hun virkede i hvert fald. Jeg tror hun spurgte om Cathrine var min søster og jeg sagde “ja”.. Men jeg kan på ingen måde begrunde hvorfor jeg tror det, der er så stor kulturforskel, så jeg tror ikke jeg kan bruge mine mavefornemmelser på samme måde hernede. Jeg “spurgte” hvor vi kunne sove, ved at vise ‘at sove’ ved at lægge mit hoved på mine hænder. Hun pegede ned ad en gade og vi gik derned. Vi fandt et tre-stjernet hotel, som så meget fint ud. Og på skiltet kostede deres værelse 300-500,- så det var lidt i overkanten. Men så fløj det bare ud af munden på mig om hun kunne lave en specielt pris til os. Hun spurgte om vi ville have et billigt værelse og det sagde vi ja til. Hun tilbød os et værelse til 100,- for en nat (50,- pr. person! Det var altså det billigste indtil videre!) og hun spurgte om vi ville se det først, så det gjorde vi. Men det var helt fint og fejlede bestemt ikke noget til den pris! Så det tog vi! Vi gik en lille tur og fandt en KFC hvor vi spiste aftensmad.

Dagen efter sov vi længe, fandt noget morgenmad og tog ud for at se den liggende Buddha. Vi tog en taxa, hvilket var totalt idiotisk, for den lå 5 minutter fra hvor vi boede – men hvem vidste det? Det var en rigtig god oplevelse at se den liggende Buddha, det kostede 40,- at komme ind og det var helt sikkert alle pengene værd! Der var mange små bygninger, som enten var et museum hvor man kunne købe nogle af de “gamle” ting, eller templer, hvor man kunne bede og ofte penge til Buddha. Der var også en hel vej, som skulle være den bedst bevarede, hvor der var stenstatuer hele vejen ned på begge sider med de kinesiske stjernetegn.

Der var også en kløvermark hvor jeg fandt en firkløver, som jeg har presset i mit pas. Vi havde ca. 20 grader og solskin og vi var SÅ glade for at vi var taget derop, på trods af 11-12 timers bustur! Vi forsøgte at komme ud til nogle klipper som lå en times kørsel væk. Men det lykkedes os ikke rigtig. Om aftenen tjekkede vi bustiderne, så vi kunne købe en billet tilbage til Xining, den kørte kun kl. 9 om morgenen, og vi regnede med det tog 7 timer – det havde det taget at køre derop. På vej derop havde vi betalt 75,- for billetten, men på vej hjem skulle vi betale 100,-, da vi spurgte på hotellet fik vi at vide at det var fordi bussen kørte en anden vej, som var længere så turen ville tage 10 timer! Vi ville gerne nå at se Kumbum (Ta’er Si) uden for Xining, så ville gerne tilbage så vi havde tid til det uden det blev stresset. Vi tog bussen til Xining søndag morgen kl. 9. Og da klokken var 14, havde vi kørte halvvejs – troede vi! For pludselig var vi i Xining! Og så gjorde det pludselig ikke noget at betale for at være hurtigere fremme! Vi fandt et hotel, hvor de de ville have 260,- for et værelse og da jeg spurgte om de havde nogle billige værelser, henviste hun til 4. sal. Så ovenpå lå der et andet lille hotel med værelser til 139,- og det var jo til at betale. Vi fik et fint lille værelse, med et lækkert badeværelse med brusekabine og WiFi! Og det bedste af det hele var det var midt i Xining – sådan føltes det i hvert fald. Vi boede på en shopping gade med rigtig mange hyggelige butikker og jeg købte endnu mere negle-ting til min skøre søster! Vi boede ovenikøbet tæt på TO KFC! Og om mandagen opdagede vi en PIZZA HUT! Så der brændte vi lige jeg ved ikke hvor mange penge af – men det må man gerne den sidste ferie dag!

Anna og jeg skulle flyve kl. 9.35 tirsdag og Peter og Cathrine skulle først flyve 22.30 tirsdag, da der ikke var plads på det samme fly.

Anna og jeg mødtes 7.30 og tog en taxa til busstationen hvor bussen kun kørte til lufthavnen. Vi nåede bussen i sidste øjeblik så alt gik som smurt. Vi havde ikke ret lang tid i lufthavnen, men nok til at vi ikke var stressede. Vi var i Wenjiang ved 13-tiden og nåede lige at vaske en maskine tøj og slappe lidt af, inden vi mødte kl. 15 på skolen. Derefter havde vi aftenundervisning (jeg havde taget Cathrines klasse) og om aftenen lavede vi pandekager og så Sex and the City. Så det var en rigtig god ferie trods alt!

En lille oversigt:

Søndag: kl.12: Tog fra Chengdu til Lanzhou (21 timer)

Mandag: kl. 9 i Lanzhou.

Tirsdag: bus fra Lanzhou til BingLing Si (2 timer) – Blev sat af i Lien Hau Tai, minibus til Linxia (40 min)

Onsdag: Fra Linxia til Xiahe (4 timer)

Torsdag: Xiahe, Labrang Klostret.

Fredag: bus til Xining (5 timer) bus til Zhangye (7 timer)

Lørdag: den liggende Buddha – afslapning

Søndag: Kl. 9 bus til Xining.

Mandag: Kumbum/Ta’er Si.

Tirsdag: 9.35 fly til Chengdu.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

D: Institutionens pædagogik.

D: Institutionens pædagogik (Efter 10 uger)

Hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen – hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark – (hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet) – hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere? – er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger – hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte – hvilke sider af læringen lægges der vægt på – hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig – hvordan ser en typisk dag – uge ud? Hvilke observationer og overvejelser gør du dig omkring læringsmiljøet. Hvilke tanker gør man sig på institutionen omkring læringsmiljø

 

De ansatte i institutionen er uddannede lærere og det er derfor også dem der varetager de roller som pædagoger i Danmark ville varetage. Her foregår børnehaven dog mere som en børnehaveklasse og der er derfor nogle læringsmæssige ting som man umiddelbart ville tildele lærere i Danmark også. Men den måde læringen og undervisningen foregår på er blottet for en hver form fra kreativitet, både fra de voksnes og børnenes side.

Det er sandsynligvis på den baggrund at der ikke fokus på omsorg og sociale kompetencer, som det er normalt i danske vuggestuer og børnehaver. Lærerne er (som lærere jo er, og bør være) meget læringsfokuserede. Jeg mener dog stadig at danske lærere viser mere omsorg og følelsesmæssig interesse end de kinesiske lærere, men det er så her kulturen spiller ind. Det er bl.a. en af grundene til at jeg synes det for tidligt for børnene at starte i ”børnehave” når de er to år – fordi der mangler den følelsesmæssig del, som jeg mener er rigtig vigtig, ikke kun for børn, men for mennesker generelt. Hvordan skal disse børn vokse op og blive omsorgsfulde når de ikke har lært hvordan man viser omsorg for andre? Jeg ser det derfor som min opgave at være tilgængelig for børnene og jeg opsøger de børn der græder og er kede af det. Ofte tager jeg dem bare op på skødet, og der går som regel ikke så længe før de selv hopper ned og er glade igen. Hvorimod de bliver ved i lang til hvis de får lov til at gå rundt og passe sig selv. Vi har dog en idrætslærer – en mand på 24 – som klart er den mest pædagogiske jeg har mødt her. Hvis børnene får skældud eller lignende sætter han sig ned og fortæller dem hvorfor og forklarer dem hvad det handler om. Han er også tilgængelig og tager dem op osv.

En anden ting der er kommet bag på mig er at der er en del af lærerne som ikke ønskede at blive lærer – det er de blevet fordi det var den mulighed der var, eller fordi deres forældre synes de skulle blive det. Jeg har oplevet et par gange at det har været meget tydeligt i deres måde at arbejde med børnene på. Det er tydeligt at mærke når der er nogen der rent faktisk har lyst til at være der og har lyst til at arbejde med børn. Det farver selvfølgelig arbejdsmiljøet.

I de 2-3 åriges klasser har lærerne har et hæfte til hver måned, som de slavisk følger dag for dag og ”underviser” børnene efter. Det kan f.eks. være emnet baseball, så skal man fortælle børnene om baseball og de kan EVT. se et bat og en bold osv. I primary school klasserne, hvor børnene er 4-5 år, har man 12 små bøger om måneden. Så gennemgår man dem indtil børnene kan dem udenad.

Det lader til at det er dén ”pædagogiske” uddannelse der findes i landet, og i virkeligheden tror jeg ikke de giver så meget for pædagogik. Her handler det om at lærer børnene noget og så er det det, der er i fokus. I Danmark ville læringen i børnehaven  handler om social kompetence og empati, hvor det her minder en del mere om læringen i vores skolesystem. Så i vores betydning af pædagogiske uddannelser findes der ingen i Kina.

Da der er en kæmpe sprogbarrierer der gør det umuligt at forstå hvad lærerne siger direkte til børnene og lærerne ikke er så gode til engelsk, bliver det svært at forstå deres handlinger. En gang i mellem forsøger man at spørger ind til det, men giver som regel op undervejs, da det ikke er til at forklare dem hvad man mener. Så det bliver desværre ikke til så mange pædagogiske diskussioner, men nærmere observationer fra vores side (sandsynligvis i håb om at vi en dag kan gennemskue hvorfor de handler som de gør). Det der er tydeligt at se er at det er meget adfærdsregulerende og lærerne på den måde værdsætte de børn der hører efter og sidder ordentligt for at vise de andre børn hvordan man skal opfører sig. Det påvirker selvfølgelig relationen til børnene, da det typisk er de samme børn der ikke sidder ordentlig og samtidig er de samme børn der altid bliver valgt som hjælpere til aktiviteter. Hele systemet er meget baseret på konkurrence, så det gælder om at være god. Mange børn rækker også hånden i vejret og når de så bliver spurgte kan de ikke svare.

Lærerne har også yndlingselever, og det er der som sådan ikke noget galt i. Det har samtlige lærere og pædagoger også i Danmark. Forskellen er bare at lærerne her er meget åbenlyse omkring og spørger direkte hinanden ”hvem kan du bedst lide?”. Det overraskede mig egentlig at det var så nemt at svare på, første gang jeg blev spurgt røg svaret bare ud af mig. Noget der til gengæld gjorde mig glad i den sammenhæng var at lærerne ikke kun kan lide de dygtige børn.

Lærerne begrunder ikke deres handlinger og når man stiller dem hv-spørgsmål (oftest hvorfor) har de svært ved at svare på det. Som jeg oplever det er deres didaktiske begrundelser ikke-eksisterernde. Men det hænger sandsynligvis sammen med at de får undervisningsmaterialet serveret fra et højere sted og derfor ikke behøver at gøre sig så mange overvejelser om hvad de vil undervise i. Det handler kun om hvordan man skal undervise i en bestemt bog – og deres begrundelse for deres valg er ofte at børnene er mere koncentrerede. Det kan jeg selvfølgelig godt ligge mere i, men de har ikke selv de dybe tanker om hvad det egentlig er de foretager sig.

Skolen er som sagt meget styret af det hæfte der fastlægger månedens læring og holder sig slavisk til den, det medvirker at lærerne ikke behøver at tænke selv og selv lave didaktiske overvejelser. Man kunne sagtens tage udgangspunkt i bogen og derudover komme med kreative måder børnene kunne lære om ”soccer ball” eller hvad emnet nu måtte være. Det er primært den faglige del der bliver lagt vægt på og undervisningen foregår på den måde at læreren siger et ord på engelsk og alle børnene gentager det – jo højere jo bedre. Derfor sættes der stor pris på disciplin, så de kan sidde rigtigt (i skrædderstilling) og tie stille, lærerne er derfor også meget glad for udtrykket: ”Eyes on me!” hvortil børnene så svarer: ”Eyes on you!”.

Det foregår på samme måde i primary school klasserne, der er det bare små bøger og hele sætninger de lærer.

Jeg havde en del forforståelser omkring hvor disciplinerede børnene herude ville være. Men man må sige at de er blevet gjort det skamme! Jeg synes tværtimod de er for lidt disciplinerede – selvom disciplin er et negativt ladet orde i denne sammenhæng efter min mening. I virkeligheden handler det om konsekvenser. Det er ikke fordi jeg går ind for straf og belønning, men jeg går ind for at børnene lærer det tilsigtede. I alle de klasser jeg har været i er der en eller to børn der får lov at køre deres eget løb, og der kan sikkert godt forsvares langt hen ad vejen med en pædagogisk bagdør, men jeg har en dreng på 5 år, som aldrig deltager i undervisningen. Han leger, tegner, driller de andre eller tuller rundt for sig selv. Han er slet ikke på niveau med de andre, hverken i engelsk, kinesisk eller matematik, og så synes jeg det begynder at blive et problem. Der er ikke naturligt respekt for voksne – det er der muligvis heller ikke i Danmark, men ofte oplever jeg det som om danske børn respektere nye voksne mere, men det er heller ikke tilfældet her..

Det der gør størst indtryk på mig er deres belønning/straf-system. De børn der sidder stille og gør hvad læreren siger får et stykke slik! Kunne man lige forestille sig et ramaskrig der ville komme hvis man gjorde det i Danmark!? Først og fremmest ville det være slemt nok at dele slik ud og derefter så kun at give nogle enkelte børn slik. Hele mentaliteten er meget behavioristisk og adfærdsregulerende, hvilket giver mig en del problemer med at deltage helhjertet og engageret.

På en typisk dag, i de små klasser, møder børnene mellem 8-9 og spiser morgenmad omkring 8.30. Kl.9 er der circletime(som er dagens undervisning. Den starter med en morgensang, som alle synger sammen. Herefter vælges der tre hjælpere, først en til at hjælpe med at finde ud af hvilken dag det er (ud fra et skema der hænger på væggen, hvor de hver dag sætter et mærke på). Derefter synges en sang først med ugedagene og så med månederne på engelsk. Den næste hjælper skal finde ud af hvilket vejr det er, og her synges også en sang. Den sidste hjælper skal finde ud af hvor mange børn der er tilstede, og det foregår ved at børnene gætter på et tal og til sidst tæller hjælperen alle børnene.

Derefter er den egentlige undervisning så, hvor emnet f.eks. et baseball. Så har de f.eks. fundet et paprør der skal gøre det ud for et baseball bat og en lille bold, og så kan børnene prøve at ramme bolden med battet. Men her sidder børnene stadig pænt i skrædderstilling i en cirkel og rækker hånden op hvis de gerne vil prøve. Der er et par stykker der får lov at prøve og så gentager man ordene mange gange på engelsk, og hver gang gentager børnene det i kor, så jeg siger ”bat” og alle børnene siger så ”bat” osv.  Så får børnene et glas vand.

Så er der ”centertime”, hver stue/klasse er delt op i seks afdelinger (på samme måde som vi har puderum og dukkekrog osv.), der må være 4 centre åbne ad gangen. Ved bordene bliver der hældt én kurv med legetøj ud (legetøjet er pænt ordnet, så der kun er en slags i hver kurv). Og ved et andet bord kan børnene få lov at tegne – eller nærmere, farvelægge. Alle tegningerne er nemlig fortrykte og handler om dagens undervisningsemne. Herefter får de enten en mælk eller en yoghurt.

Så er det tid til at være udendørs og det foregår på den måde at lærerne vælger mellem de to udendørs legepladser og den indendørs. De vælger som regel et sted hvor der ikke er nogen af de andre klasse. Lærerne bestemmer også hvad der skal leges, så det ses på ingen måde som et frikvarter. Først leger man nogle strukturerede lege, hvor man står i en cirkel og alle gør det samme. Derefter kan det ske at de får lov at lege lidt selv, men det bliver på det dertil valgte lege/klatrestativ. Så går vi ind igen og børnene får frokost. Kl. 11.30 bliver de puttet og sover til middag til klokken 15 ca.

Eftermiddagen er delt op efter de samme principper, først får børnene lige noget at drikke, så er der circletime, så skal de ud og lege og så er der centertime. Så er der aftensmad omkring 16.30 og så bliver de hentet frem til 17.30.

Og sådan ser hver eneste dag ud, det eneste der adskiller sig lidt fra den foregående dag er emnet.

I de ældre klasser er det nogenlunde samme system, det minder bare en del mere om vores folkeskolesystem.

Børnene møder mellem 8-9 og spiser morgenmad. Formiddagen indeholder tre lektioner a 40 minutter og den første lektion starter lidt over ni. Lektionerne er adskilt af an pause på 10 minutter, hvor børnene enten kan farvelægge dagens bog, ellers er der fælles aktiviteter såsom sang eller historie. I den anden pause får de mælk eller yoghurt. 11.30 er der frokost, og efterfølgende er der middagslur til kl. 14.30. kl. 15 starter undervisningen igen og fra 16-16.30 kan de gå på legepladsen, derefter er der aftensmad. Derefter hjælper lærerne med lektier indtil de bliver hentet.

Umiddelbart virker læringsmiljøet meget hjernevaskende. Nogle gang når man spørger et barn om noget gentager de hvad man siger, fordi det er det de har lært. En dag ville jeg lave stopdans i en baby class – hvor de er omkring 2 år – men de vidste slet ikke hvordan de skulle danse fordi de er vant til at man gør det sammen som læreren. Den lærer jeg havde prøvet at forklare det til havde åbenbart heller ikke helt forstået meningen, hun foreslog at vi sang/dansede ”hjulene på bussen..”, men prøvede at forklare hende at det ikke var sjovt hvis alle lavede de samme bevægelse da vi så ville stå på samme måde når musikken stoppede. Egentlig var mit mål med det at lave noget børnevenligt der ikke var så læringsbaseret. Jeg synes det var skræmmende at se syv 2-årige stå op ad væggen og vente på hvad de skulle.

Jeg er dog blevet fortalt at hvis man gentager det samme ord for dem nok gange så lærer de det. Men det underlige er at de ikke rigtig går op i udtalen, hvilket er forståeligt nok, for så ville der ikke være mange kinesiske lærer tilbage på skolen! Men som der var en der sagde: ”Tag ikke fejl. Kinesere er gode til at kopiere!” og det kan man jo ikke andet end smile ad og nikke genkendende til.

Eftersom alle klasse kører det samme system må man forvente at de synes det er et meningsfyldt læringsmiljø. Og som jeg har forstået det, så bliver børnene af og til hevet ud til en test, så derfor er det vigtigt at de lærer det de skal, så de kan vise til den test at de er dygtige, og at lærerne dermed også er dygtige. Så vidt jeg har hørt, får lærerne en bonus hvis eleverne er gode, så det behavioristiske miljø fortsætter tilsyneladende.

Til gengæld virker læringsmiljøet ikke tilstrækkeligt eftersom der i alle af mine 4 klasser er et enkelt barn der konstant er uden for. Den ene gang jeg prøvede at pointere det overfor læreren ved at sige at der var en dreng der aldrig sagde noget, svarede hun: ”He is always like that.” og så var der ligesom ikke mere at sige til det.  Men i min verden er det jo lige præcis der problemet ligger, at han altid er sådan. For alle kan jo en stille dag, men dem der har det hver dag lærer aldrig noget, og det er der ikke rigtigt fokus på.

Det fysiske læringsmiljø er meget delt op og ryddet op. I en af klasserne har de en kasse til hver dag, så mandag leger de med det legetøj og tirsdag med det legetøj osv. Der er ikke den form for hygge som vi har i danske institutioner. Der ikke nogle lærer der sidder på gulvet og leger med børnene. Alt legetøjet er også delt op i kasser, så der kun er slags i hver kasse. De fleste ting er til gengæld i børnehøjde, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke at de børn må have fået SÅ meget skældud før de har forstået at de skulle lade det være. For det er helt naturligt for børn at være nysgerrige og undersøge ting, og det bliver måske lidt taget fra dem når de ikke må røre ved noget som helst næsten.