Farvel og tak..

19 mar

Nu er det ved at være to måneder siden jeg kom hjem og dermed på tide at få afsluttet denne blog..

 

Der har været rigtig meget at se til efter jeg kom hjem, bl.a. tre eksaminer og er nu i gang med den fjerde – en hård kontrast til det afslappende impulsive kinesiske liv.

Jeg har vænnet mig til Danmark igen, selvom der gik lang tid hvor jeg sad og flagrede med toiletpapiret før det gik op for mig at det skulle i toilettet (det er jeg holdt op med nu). Derudover har jeg vænnet mig til at planlægge lidt mere end et par timer frem og nu i stand til at købe ind til en hel uge igen.

Hele mit liv er som det var da jeg tog af sted. Det eneste der har ændret sig er mig selv. Og det er deri hele udfordringen ligger.. Der har været op- og nedture på hjemmefronten, men heldigvis ikke noget vi ikke kunne klare.. Mit ophold i Kina er på ingen måde noget jeg tænker på til daglig. Af og til er der en eller sang der bider sig fast i min hjerne eller andet finurligt lille minde. Men umiddelbart er det ikke noget jeg mærker. Jeg tænker at det er fordi det er en integreret del af mig selv og derfor ikke noget jeg kan se, måske nærmere mærke i enkelte situationer. Det har i hvert fald givet mit et indblik i en “pædagogisk” praksis, som er meget anderledes end den danske jeg er vant til, og jeg håber at det på sigt kan være med til at åbne mine øjne i den danske praksis og tænke ud af boksen.

Det var en kæmpe skuffelse at de kinesiske lærere slet ikke interesserede sig for vestlig pædagogik – sådan som jeg havde fået fortalt hjemmefra. Det var en af de store grunde til at jeg valgte Kina og jeg føler mig en anelse snydt. Derudover gik det op for os at vi betalte rigtig mange penge for ikke noget. Det er er måske billigt for et halvt år stadig, men princippet i at dem i Kina som reelt set er dem der har udgifter på grund af os, ikke kender til de beløb vi betaler i Danmark er latterligt. Jeg tænkte hjemmefra at jeg gerne ville betale de penge for at have et netværk og en støtte – især på grund af min uddannelse – men China Link var ikke særlig behjælpelig.

Jeg kan på ingen måde anbefale studerende at bruge D&J i Chengdu som et praktikforløb. For frivillige er det sikkert en gangske udmærket oplevelse og det er bestemt ikke fordi jeg ikke har lært noget. Men fagligt fik jeg ingen sparring, da de dårlige vidste hvilken uddannelse jeg var ved at tage!

Turen gav mig dog ikke de venner for livet som jeg havde regnet med da vi alle var meget forskellige steder i livet. Jeg er ikke i tvivl om at vi har haft glæde af hinanden undervejs men samtidig tænker jeg at det var det vi skulle bruge hinanden til.

Men hvis der er nogen derude der har læst min blog, siger jeg tak for det..

 

Reklamer

Godt nytår Shanghai!! :)

5 jan

Så er jeg hjemvendt efter fire dages ferie og nytår i Shanghai sammen med Cathrine! Der er meget delte meninger om Shanghai generelt. Har hørt alt fra kedelig industri by til mega fed by! Så tænkte jeg hellere selv lige måtte tage dertil og undersøge sagen!

Og nu er jeg jo typen der kan se de fleste ting fra flere sider, så det gælder selvfølgelig også Shanghai! Selvfølgelig kan man sige at det kommer an på hvad man vil opnå med sin ferie.. Vil man gerne opleve Kina og kultur er Shanghai nok ikke lige stedet. Vil man derimod gerne shoppe både kopier og de virkelig dyre mærker, så er Shanghai lige præcis stedet! Og især hvis man ligesom os har fået lige lovlig meget Kina inden for de sidste fem måneder!

Hvis det ikke var for alle kineserne kunne Shanghai sagtens have ligget et hvilket som helst andet sted i verden. Der er en ganske almindelig storby som har været invaderet af englænderne hvilket man tydeligt ser på bygningerne.

Vi boede et godt stykke fra centrum men til gengæld mega billigt: 38,- pr. person pr. nat! Det fås squ ikke meget bedre! Vi  havde 40 minutters gang til en metro (vi fandt dog ud af at vi boede 15 min. Fra en anden metrostation) Men det var som regel rigtig dejligt at starte og slutte dagen med en gåtur. Især fordi vi gik lige forbi Dunkin Donuts! Og en donut til 6,- det frister! Så det blev vores stammorgenmadssted.

Hvis man endelig skal se noget i Shanghai kan det helt klart anbefales at gå en tur langs Yangtzefloden som deler Shanghai. Det er muligt at tage nogle flotte billeder af Shanghais skyline som indeholder TV-tårnet Orientens perle samt den berømte Shanghai World Financial Center som er formet som en øloplukker og måler 492 meter. Det er muligt at besøge den høje bygning op til 100. etage – etagen lige over hullet i oplukkeren hvor gulvet er lavet af glas. Det giver udsigten en helt ny dimension! Det koster 150,- men er helt sikkert det værd! Efterfølgende fik en hammer dyr men lækker kage i cafeen J (Når jeg siger hammer dyr betyder det 38,- for en lille kage, så det vil jo egentlig bare sige danske priser!)

Vores første dag brugte vi på et kopi marked i fire etager. Vi fik begge købt en del lækre ting, men kvaliteten sådan et sted er jo ikke altid i top så vi fik pruttet alt ned i en nogenlunde pris. F.eks. købte jeg et ur  for 20,- selvom de startede på 80,- osv. Cathrine købte et 64 GB memorycard til sit kamera for 50,- hvilket set i bakspejlet lyder for godt til at være sandt. Og det var såmænd også! Da vi sidder på en restaurant om aftenen sider hun med memorycardet i hånden og opdager pludselig at der hvor der står 64 GB er et klistermærke. Hun piller klistermærket af og indenunder står der 2 GB! Så hun var blevet taget godt og grundigt et sted hvor solen aldrig skinner!

Selv havde jeg købt en øjenskygge palet for en 50,- hvilket jeg synes var en okay pris. Jeg var udmærket godt klar over at det ikke drejede sig om en MAC øjenskygge, men farverne var rigtig fine. Da jeg så dagen efter tilfældigvis ville have lidt øjenskygge på forsvandt glimmeret fuldstændig når man rørte ved øjenskyggen. Der var en sort glimmer-ish som jeg testede på og den var sort nedenunder. Den farve jeg forsøgte at få på øjenlågene ville slet ikke overføres til min hud, så det var altså også noget billigt bras som ikke engang kunne bruges! Så nytårsaftensdag gik vi tilbage med vores øjenskygge og memorycard. Jeg fik lov til at vælge noget andet i butikken samtidig med at hun fortalte mig om hvor glade ALLE hendes andre kunder var for den øjenskygge og de kom tilbage og købte mere og det i hvert fald kun mig der synes den var dårlig osv. osv. Jeg forelskede mig (ikke overraskende) i en taske og efter en laang diskussion betalte jeg 30,- mere for den og endte altså med en taske til 80,- som jeg allerede var meget gladere for end jeg var for øjenskyggen!

Memorycard manden var (udover sit smarte klistermærke trick) ikke særlig skarp. Da jeg vi kom tilbage til hans biks sagde han først at det var umuligt at få et så stort memorycard til den pris, det ville normalt koster 200,- men efterfølgende sagde han, at det kun var pappet der stod 2 GB memorycardet i sig selv var rigtig nok! Det giver jo ingen mening og beviser jo i virkeligheden ikke andet end at han lyver helt vildt. Vi fortalte ham at vi ville have to 32 GB memorycard i stedet for, for så ville vi stadig have 64 GB. Men det gik han overhovedet ikke med til, så ville han have 50,- oveni osv. Men til sidst smed vi bare 64GB kortet og gik med to 32 GB kort i stedet for. Og det havde ingen konsekvenser, så der havde han indset at vi havde vundet. Jeg overtog nok diskussion en smule for Cathrine hvilket jeg senere fortrød. Men det vil jeg prøve at huske fremover.

Klokken blev hurtigt 17 og vi blev enige om at finde et sted at spise. Vi fandt en lækker australsk restaurant hvor vi fik en god bøf, pommes frites og sidst men absolut ikke mindst SOVS! Der var ikke meget af den, men den var der! Jeg fik et glas dejligt kold hvidvin og det var i det hele taget en rigtig god aften. Vi har en smule i vildrede omkring hvad vi skulle for vi var bare i vores almindelig 10-lags tøj og lignede bestemt ikke nogen der var klar til en nytårsfest! Vi sad længe på restauranten og endte med at gå i forever 21 og shoppe lidt. Der var sindssygt mange mennesker på gaden og de gik alle sammen samme vej! Dem vi spurgte kunne ikke helt forklare hvor de skulle hen, men sagde noget med fyrværkeri. Der var så mange af dem at trafikken blev dirigeret af militæret! Det var et voldsomt syn.. Men vi opgav at gå imod strømmen og besluttede os derfor at gå med dem. Vi endte på havepromenaden sammen med resten af Shanghai! Og mødte folk fra Australien og Marokko og nogle kinesere som kunne tale ret godt engelsk. Der var lysshow på en af de gamle engelske bygninger og mange steder blev der sendt lanterner op. Pludselig begyndte de at tælle ned, så det endte med at vi stod på havnen i Shanghai og talte ned til nytåret på kinesisk! Bagefter var der et flot fyrværkeri show på den anden side af floden. Nu jeg er generelt ikke meget til fyrværkeri, men det var nu meget hyggeligt specielt med udsigt til Shanghai skyline!

Da vi skulle hjem gik det op for os at der ikke kørte nogen metro! Og heller ingen taxaer! Så vi spurgte om vej et par gange og begyndte at gå.. og gå og gå.. Til sidst tog vi en sort taxa og det var helt sikkert det værd selvom han havde en lidt høj pris – hvis man sammenligner med generelle kinesiske priser.

Alt i alt var det en rigtig god ferie, men som altid også rigtig dejligt at komme hjem og kunne lukke en dør og være sig selv. Det er hårdt at være sammen med nogle 24/7 når man hverken er venner, kærester eller i familie! Så ude godt – men ”hjemme” bedst”!

H: Det “pædagogiske” projekt

3 jan

H: Dit pædagogiske projekt.

–          Tjek punkterne i projektdesignet.

–          Læg gerne billeder af dine observationer, dit forløb, dit materiale mm.

–          Sørg for så meget dokumentation som muligt.

–          Sørg for at have ledelsens opbakning for dit/Jeres projekt.

Målgruppe:

4         årige

Projekt:

”Så et frø”

Kompetencer:

–          Sociale spilleregler (vente på tur, tage hensyn)

–          At yde ’omsorg’  (passe og pleje planten)

–           Selvværd (planten har brug for dem)

Planlægning:

”Så et frø” bliver naturrelateret og handler om at hver af børnene får en lille plastic kop. Så skal de putte vat i glasset og så nogle karse frø. Derefter skal de så passe og pleje deres egen lille plante. Jeg har valgt karse fordi det gror forholdsvis hurtigt, alle ”ingredienser” var tilgængelige, det er let at have med at gøre hvilket et en fordel når man ikke kan tale med børnene. derudover har karsen den fordel at det kan spises. Det giver mulighed for at inddrage det sansemæssige: syn, lugt, føle, høre (når posen med frøene rystes) og sidst men bestemt ikke mindst kan de smage på deres selv dyrkede karse! Det giver også en god mening at så noget der er brugbart.

Indkøb:

–          15-20 små plastickopper

–          vat

–          karse frø

–          vand

–          saks

–          navneskilte

 

Fremgangsmåde:

Først vil jeg planlægge det sammen med en kinesiske lærer, så jeg er sikker på hun forstår hvad jeg mener og så hun er klar til at oversætte for børnene, for det bliver sandsynligvis nødvendigt. Jeg vil fortælle børnene at vi skal lave et lille projekt, så det er vigtigt at vi følger de samme retningslinjer. Det er vigtigt fordi der er 25-30 børn, så de bliver nødt til at holde lydniveauet nede og vente på tur, så det er holdbart for alle og jeg ikke behøver at bede dem om det hele tiden.

Vi er 4 lærere i klassen ad gangen, jeg vil prøve at tale med dem inden forløbet og fortælle dem hvad jeg forventer af dem. Jeg forventer f.eks. at de deltager og ikke laver alt muligt andet og at de støtter om mit projekt. Dvs. at de ikke overtager og gør det på deres måde men at de respektere hvordan jeg gerne vil have det. Det er store krav, og det bliver sikkert et problem i forhold til kulturforskellen, men jeg bliver nødt til at give dem en chance!

Derefter uddeler jeg kopperne til børnene og så kan de stille sig i kø til at få vat i. Der er altså en lærer der sidder med vattet, men børnene får selv lov at tage. Derefter kan de så stille sig i kø til at få en lille bunke frø. Derefter finder de sig en plads. Så kan vi tale om hvordan man sår et frø. Det bliver selvfølgelig en begrænset version, både fordi det foregår på engelsk men også fordi de er 4 år og ikke er ved at uddanne sig gartnere!

Udførsel:

Det gik på ingen måde som planlagt! Men det er jo hvad jeg kunne forvente.. For det første kunne jeg desværre ikke gennemføre forløbet i min egen fem års klasse, men blev henvist til en 4års klasse som jeg ikke kendte. Heldigvis kendte jeg læreren en smule og jeg forsøgte at forklare hende hvordan jeg godt kunne tænke mig det skulle være (se planlægning). Desværre er det sådan at 4 års klasserne har circle time med undervisning, og så har de center time hvor de er inddelt i grupper på seks. Så der er seks børn der er i art center,  seks i language center osv. Så jeg fik lov til at bruge deres science center i to uger.

Dag 1:

–          Skaffede alle materialerne(karsen fik jeg sendt fra DK)

–          Klippede 30 plastic kopper.

Dag 2:

–          Forberedte materialer til seks børn ved et bord. Spurgte om deres navne og skrev dem på et klistermærke, så de kunne kende deres kop.

–          Så viste jeg dem hvordan de skulle putte vattet i koppen så det var så plant som muligt (meget svært uden kinesisk oversætter!)

–          Så viste jeg dem posen med frøene og sendte den rundt så de kunne lugte til dem.

–          Så vandede vi vattet og dryssede frøene over.

Dag 3-5 + 8, 10-12

–          Vi vandede det karse der allerede var sået.

–          Se dag 2.

 

Vi smagte på karsen og snakkede om hvad det smagte af. De umiddelbare associationer børnene fik var the, løg og alkohol(!).

Evaluering:

Under omstændighederne gik det okay. Jeg burde have taget mere højde for sprogbarrieren og valgt et projekt hvor det ikke var nødvendigt at bruge ord. Følingen går desværre meget af når man ikke selv kan tale med børnene og følge op på deres kommentarer. Når man får en til at oversætte ved man aldrig præcis hvordan de oversætter det osv.

Den kinesiske lærer var desuden heller ikke ”rigtigt” tilstede. Hun var fysisk til stede en gang i mellem, men sad på hug ved bordet i stedet for at tage en stol, sad med sin telefon som også ringede en gang i mellem osv. hun var ikke rigtig nærværende, hvilket tager meget af entusiasmen af for både mig og børnene.

Så man kan på ingen måde sige at jeg opnåede mine mål. Men jeg håber jeg var med til at give børnene en anderledes oplevelse end de er vant til..

I: Resultat af praktikken..

3 jan

I: Resultat af praktikken (Inden hjemrejsen)

–          Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? – Fx ud fra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i?

–          Hvad har du lært om dig selv?

–           Hvilke kompetencer har du udviklet?

–           Hvilke nye og anderledes måde at agere på har du opdaget hos dig selv?

–           På hvilken måde ville du være anderledes hvis du ikke havde været i udlandspraktik?

–           På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig?

–          Hvorledes reagerer du i fremmede forhold?

–           Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig

–           andet.

 

Min danske baggrund præger mit ”pædagogiske” arbejde på  den måde at jeg sammenligner de fleste ting med danske forhold. Det resulterer også i at jeg reflekterer over hvordan tingene er i Danmark, også nogle ting som eller ville være helt naturligt, fordi man er vant til det. En af mine største udfordringer har været at det ikke virker som om lærerne kommunikere med børnene når f.eks. får skældud. I Danmark ville man forklare barnet hvad det havde gjort forkert og hvorfor. Man ville sandsynligvis også spørge om barnet ”ikke godt kan se det?” så man er sikker på barnet har forstået hvad det handler om.

Dertil kommer at de ikke udviser så meget omsorg som jeg er vant til at se i Danmark. Hvis et barn græder bliver det tjekket for fysiske tegn på skade – hvis der er nogle bliver de behandlet og så er det enten ud og lege eller stille sidde og slappe af. I sådan en situation ville de fleste pædagoger i Danmark (forhåbentlig) tage barnet på op skødet og sidde lidt med det. Skidt med om der er noget at se, lige meget hvad har barnet slået sig eller er blevet forskrækket. Jeg er godt klar over at det kommer an på barnet og på hvor meget det har slået sig. Men sådan helt generelt tager de ikke børnene på skødet – heller ikke når de 2-årige nye børn er startet og savner deres forældre og bedsteforældre!

Det største problem er helt sikkert sprogbarrieren. Engelsk er mit andetsprog og derfor ikke ”mit” sprog, hvilket gør at jeg skal tænke lidt mere hvad jeg gerne vil opnå med det jeg siger. Dertil kommer at de kinesiske lærere ikke taler ret godt engelsk, hvilket så igen kræver en del omformuleringer og yderligere forklaring. Det resulterer i at man ikke stiller så mange spørgsmål og generelt kommer med så mange kommentarer – det kommer helt naturligt på en eller anden måde. Jeg synes det er rigtig synd for det gør at der er rigtig mange ting man ikke får svar på. Og som man siger: ”den som tier samtykker” – og det er jo ikke altid tilfældet. Jeg synes dog jeg prøver, og hvis der er noget jeg ikke forstår eller som på en eller anden måde stikker ud, så spørger jeg.

Det største dilemma er helt sikkert (og helt naturligt) kulturforskellen. I Danmark reflekterer vi rigtig meget. Danske børn lærer stort set at reflektere (læs: tænke selv) i børnehaven. Hvis ikke det er tilfældet skal det nok komme senere i livet med alle de beslutninger der skal tages. Man møder det også hele sine skolegang, da det er sådan vores eksaminer er bygget op – man skal kunne redegøre for en bestemt teori eller tekst, men oftest skal man også kunne diskutere hvorfor det mon er sådan osv.. Og om ikke andet kommer det når man fylder 18 år og får stemmeret. Måske stemmer man ikke, men det er også en form for valg. Hele den danske kultur er bygget op omkring valg og rigtig mange forældre inddrager børnene i en del beslutninger. I Kina er det lige modsat. Der er tilsyneladende ikke nogen refleksion i den kinesiske kultur, hverken fra lærernes/de voksnes side og dermed heller ikke fra børnenes. De siger engang i mellem at jeg hele tiden spørger ”hvorfor” og det er fordi jeg gerne vil forstå de ting der sker rundt om mig – for det er jeg vant til. Her kommer sproget selvfølgelig også ind, det gør at man spørger en del mere end ellers. Men kineserne er ikke vant til at få forklaringer og dermed heller ikke vant til at give forklaringer. I dag skulle vi f.eks. forlænge vores visum. De kinesere vi havde med begyndte at snakke med dem på visum kontoret og vi kunne godt alle sammen fornemme at det gik helt så let som sidste gang. Jeg prøvede et par gange at spørge hvad det handlede om, men jeg fik ikke noget svar. Heller ikke da ansøgningen så gik igennem og vi var gået ud af kontoret kom de med en forklaring. Og det er rigtig frustrerende at man skal plage så meget for at få lov at få at vide hvad der sker. De kommer gang på gang til at fremstå hammer tarvelige i vores øjne fordi de slet ikke siger noget. Efterfølgende fik jeg at vide af nogle svenske venner at de skulle undervise på vores skole dagen efter. Tidsrummet og alderen passede præcis med de elever jeg skulle undervise samme dag – hvilket selvfølgelig kom bag på mig og gjorde mig bekymret for om jeg ville blive taget af klassen. En af de andre talte så med den lærer der står for det og fik den forklaring at de skulle have en backup hvis vi vores visum ikke blev godkendt. Og på det tidspunkt havde vi vidst at det ville blive godkendt i 8 timer! Så kommunikation er bare virkelig anderledes og stort set ikke eksisterende. Og når man så er fuldstændig tabt bag en vogn sprogmæssigt og konstant et afhængig af en kineser er det virkelig roden til meget frustration!

Derudover kommer det dilemma der ligger i at det er deres kultur og det kræver en vis respekt, eftersom jeg kommet til deres land. Jeg kan ikke bare ”undervise” dem i dansk kultur og ændre hele Kina – selvom jeg ellers gerne gav det en chance! Man bliver nødt til at træde et skridt tilbage og trække vejret dybt. Jeg forsøger at vende situationen til hvor godt det er i Danmark. Jeg har altid haft en ide om jeg var født i det forkerte land, fordi folk i Danmark har en tendens til at være meget reserverede, mistroiske og jantelovs-tilhængere – men efterhånden går det op for mig hvor glad jeg egentlig er for Danmark. Ikke mindst fordi jeg kan sproget og kender de sociale spilleregler, men også fordi tingene fungerer og man ikke altid er afhængig af andre mennesker, på samme måde som jeg oplever det her.

Jeg har lært at jeg kan meget – men ikke alt. Jeg altid gerne ville se (og redde) hele verdenen og forestillet mig hvordan jeg kunne rejse rundt til små afrikanske landsbyer og gøre en forskel osv. Men det er ved at gå op for mig at jeg i virkeligheden mere er et hjemme-menneske. Jeg elsker at rejse og opleve verden, men det skal være med en vis form for tryg base, f.eks. min kæreste.

Derudover har arbejdsmiljøet og den stærke ledelse gjort at jeg er begyndt at opføre mig som kineserne. I hvert fald i forhold til ledelsen; her makker man bare ret og gør hvad der bliver sagt! (især hvis man gerne vil bestå sin praktik)! Det har været til stor frustration, for jeg ser normalt mig selv som en der kæmper for de rettigheder jeg har (f.eks. to sammenhængende fridage) eller for min meninger – om ikke andet søger jeg normalt at forstå andres hvis de er meget langt fra mine. Men hernede har ærefrygt og respekt bare gjort mig til en ligeså stille og ligeså grå mus som alle de kinesiske lærere og det frustrerer mig grænseløst! Det har været skyld i at jeg har lovet mig selv aldrig at være sådan når jeg får et fast job i Danmark!

Derudover er der mange reflekterende tanker om mit liv i Danmark som kommer til mig helt automatisk. Mange små ting man lover sig selv at sætte pris på når man kommer hjem, det kan være toiletter (i stedet for huller i jorden), toiletpapir, sæbe på offentlige toiletter, at være selvstændig. Derudover kommer alle de ting man gerne vil blive bedre til. Jeg dagdrømmer meget om hvordan tingene skal være når jeg kommer hjem; jeg vil være en bedre kæreste, en bedre veninde, gøre flere af de ting jeg godt kan lide, men sjældent får gjort, spise flere af de ting jeg godt kan lide, købe ind, lave mad – ja selv at gøre rent er kommet på listen!! Og det vil sandsynligvis undre dem der kender mig godt. Men frustrationen over ikke at have en støvsuger, men kun en klam kost der bare gør ondt værre, er begyndt at sætte pris på rengøring, om ikke andet så på at have muligheden for at gøre det! Jeg tror det handler om at man selv kan bestemme; i Danmark kan jeg vælge at gøre rent, hernede må jeg bare finde mig i der er beskidt.

Mit ophold har helt sikkert styrket mig selvstændighed. Jeg er rigtig meget alene, oftest fordi jeg selv har valgt det. Vi er fem danskere hernede og jeg har mødt to svenskere, så der er ikke altid så mange valgmuligheder i forhold til hvad man har lyst til at lave eller hvem man har lyst til at være sammen med. På trods af vi har boet sammen i lang tid er der ingen af os der er blevet særlig tætte venner. Vi hygger os når vi er sammen og vi kan sagtens lave ting sammen, men det er ikke på et dybt venskabeligt plan, alders forskellen spiller sikkert også ind, jeg er den ældste på 23, drengene er 21 og pigerne er 19 – og det er altså en forskel der er til at føle på. Det øger selvstændigheden rigtig meget, fordi man hele tiden skal tænke på sig selv. Jeg bliver hele tiden nødt til at sørge for at jeg kan klare mig selv. I virkeligheden er jeg nok også et alene menneske, jeg kan godt lide at være alene og kan sagtens hygge mig uden at blive underholdt. Jeg har tænkt over nogle gange at det ikke altid virker som om de andre har det sådan, bare vi skal køre i bil i en time sidder de mig iPad og iPods og jeg ved ikke hvad. Det hænger måske sammen med aldersforskellen, men sikkert også med personlighedstypen. Vi er meget forskellige stedet i vores liv og jeg føler der er mange ting der er svære at dele med dem. De har f.eks. aldrig rigtig haft en kæreste, så da jeg var dybt ulykkelig over min kæreste var taget hjem, følte jeg ikke rigtig de ville kunne forstå det. Men det positive er jo så at jeg lære at tackle tingene selv. Jeg taler en del med min mor og med min kæreste over skype – og selvom det er pisse hårdt, så jeg ved jeg at jeg kan når det er slut, og det er jo i virkeligheden et perfekt resultat!

Hvis jeg ikke havde været i udlandspraktik ville jeg have drømte om at se et andet land på den her måde resten af mit liv. Derudover ville jeg bare gå i min egen lille verden og reflektere og de små ting jeg plejer at reflektere over – uden måske at reflektere så meget over mig selv.

Det vil sige at nu jeg ser verden i et meget større perspektiv, jeg føler jeg bedre kan sætte mig ind i hvordan folk der kommer til Danmark har det. Hvordan det er, bare at blive placeret i en anden kultur med en forventning om at bare lige klare det man plejer at klare i faste og trygge rammer. Jeg har fået mere respekt for folk der er anderledes end mig og om muligt blevet endnu mere interesseret i hvordan de fungerer.

Mit ophold har som sagt påvirket mig ved at jeg sætter pris på en masse små ting som jeg har taget forgivet før. Derudover har det påvirket mit forhold til de mennesker jeg holder af. I forhold til min kæreste føler jeg, at hvis vi kan klare det her, så kan vi klare alt. Groft sagt handler det vel bare om at sætte pris på de ting man har – uanset om det er toiletpapir eller en kæreste og en familie der elsker en? Det er bare utroligt jeg blev nødt til at flytte til en anden side af jorden for at finde ud af det!

Min reaktion i fremmede forhold er ikke så meget anderledes end jeg havde forestillet mig. På trods af alt er jeg også blevet klar over at jeg kender mig selv ret godt – og endnu bedre nu naturligvis. Udover at jeg blevet presset til at blive grå mus er der ikke så meget anderledes i mine reaktioner. Min forelskelse til min kæreste er blusset op på fuld styrke igen, så det er jo bare fantastisk!

Mit menneskesyn/barnesyn har ikke ændret sig synderligt. Men min idé om dagligdagen i en daginstitution har fået nye vidder. I Kina er alting meget struktureret og hele dagen er planlagt (endda hvilken tegning børnene skal farvelægge) og det kunne vi måske godt lære noget af i Danmark, hvor alting er/virker meget ustruktureret. På samme måde kunne Kina godt lære af vores kreativitet og impulsivitet. Men det noget jeg har lovet mig selv at tage med til Danmark og præsentere for den institution der er så heldig at ansætte mig til sommer! 😀

G: Menneskesyn og udviklingssyn.

29 nov

G: Menneskesyn/udviklingssyn:

– Hvilket syn er der på brugerne/børnene

– på hvilken måde er det anderledes end i Danmark?

– tænkes der i at mennesket udvikler sig ved at få anvist måde at agere på ved at den rette tilrettelæggelse af læring får iboende egenskaber til at vokse frem – eller at læring skabes og udvikles i relationer?

– Er dysfunktioner udtryk for noget der tillægges skyld og skam? noget man kan disciplineres ifht., noget der betyder at man har et værdigt behov for kompensation og hjælp?

Umiddelbart er menneskesynet behavioristisk idet hele undervisningen er præget af adfærdsregulering. Derudover er det lovligt for forældrene at slå barnet, så længe det ikke kommer til skade. Det kan så diskuteres hvornår man mener et barn kommer til skade, i Danmark ville man helt sikkert mene et barn kommer til skade uanset hvor hårdt og hvor meget man slår – hvis ikke fysisk, så i hvert fald psykisk! Men her lyder umiddelbart som om det er det fysiske der er i centrum. På samme måde som når lærerne tjekker børnene når de falder og slår sig. Ikke noget med at trøst dem og lige sidde lidt med dem, de bliver udelukkende tjekket for om der synlige tegn på de har slået sig. Det vil jeg i hvert fald ikke kalde humanistisk! Et tydeligt tegn på adfærdsregulering er når børnene skal sidde ordentlig i starten af timen. Læreren siger så ”Jeg kan godt lige Jacky” og ”Jeg kan godt lide Feya”. Det betyder så at de andre børn kan kigge på Jacky og Feya og sidde ligesom dem. Det er egentlig en indirekte måde at sige man ikke kan lide dem der ikke sidder ordentligt og dermed det modsatte af anerkendelse og humanisme! Jeg havde en samtale med en af de andre piger i går, som fortalte at lærerne i hendes klasse lader børnene slå igen. Hvis nu A slår B, så tager læreren A’s arm, så B kan få lov at slå. Det må da kunne kaldes behavioristisk! Den største forskel sådan som jeg oplever det er helt sikkert hvor meget man tænker over tingene. I Danmark oplever jeg at man tænker (og snakker) meget om tingene, nogle gange endda for meget. Hvorimod det her bare føles som om man gør det man altid har gjort. Der er ikke rigtig nogen der stopper op og tænker over noget af sig selv. På mig virker det en smule dumt, men det øjensynligt kun fordi jeg er vokset op i en stik modsat kultur. Et lille eksempel kan være da jeg spurgte min lærer hvad de fem stjerner på nationalflaget repræsenterede – det anede hun ikke. Det tog mig måske 2 minutter at slå det op på nettet, og så var det mig det forklarede hende hvad stjernerne betød! Og det er ikke fordi jeg er nogen haj til historie, heller ikke den danske! Men det undrer mig da at hun ikke har spekuleret over det, eller spurgt sine forældre eller undersøgt det eller noget. Så det grundlæggende nok den største forskel – for hvis jeg kommer til at tænke over hvad Dannebrog mon betyder eller lignende, så ville jeg da undersøge det. Men den videnssøgende attitude har de ikke her! Der bliver ikke tænkt så meget over læring og didaktik – eller hvis der gør er det på ingen måde noget der bliver talt med os om. Men ud fra det meget spinkle relationsarbejde jeg har været vidne til vil jeg helt sikkert ikke pege på den. Derimod synes jeg også at den med ”den rette tilrettelæggelse af læring for iboende egenskaber til vokse frem” lyder alt for velovervejet til at være en mulighed her. Den måde der undervises på her, er ved at børnene lærer udenad. De har nogle rim og remser hvor læreren siger en sætning og så svarer børnene noget andet, og de er skide gode til det! Men det er jo også det kineserne kan – kopiere 😉 Jeg synes med andre ord ikke at der eksperimenteres med tilrettelæggelsen af læringen og jeg har ikke hørt nogle særlig overbevisende grunde til at udenadslære skulle være toppen af poppen. Det eneste jeg har hørt er at de skal have nogle resultater på at undervisningen virker, og det er i form af test af børnene. Den ene gang jeg foreslog at trække et par børn ud af undervisningen sammen med én lærer, fik jeg det svar at de skulle være i det samme klasselokale, så måtte jeg gerne. Men det er (i min verden) lidt svært at undervise to børn når der står en ved siden af og underviser 14-15 børn. Så der røg mit forsøg med anderledes undervisning lidt i vasken. Det er mit indtryk at nogle af de stakkels børn bliver tabt. Dysfunktioner af den mindste slags er lig med skyld og skam. Det er ét stort sprængfarligt tabuemne. De ser desværre ikke på det som at man har brug for hjælp da det ville være pinligt og meget skamfuldt. Det handler meget om at holde ansigtet udadtil, det er i virkeligheden nok det allervigtigste. Jeg havde en dreng i en 3 års klasse, som opførte jeg sig som en stor baby. Han kunne ikke tisse selv, kunne ikke spise selv kunne stort set ingenting selv. Han nægtede også at tale (eller forsøge at tale) han pegede og sagde ”eeh” indtil han fik hvad han ville have. Jeg spurgte min lærer hvorfor han ikke var i babyclass (der er de 2 år, men klarer sig selv bedre end ham) og hun svarede ”fordi han bliver 3 i næste måned”. Så fordi hans alder passede til den klasse, var det den klasse han skulle være i. Slut. Jeg sagde at det kunne være det var bedre for ham at være der, i stedet for han altid var ”den lille” eller ”den dårlige” og sådan noget. Men svaret var at det ville være pinligt for ham for han vidste godt at han var for gammel til at være der-agtigt. Det synes jeg er rigtig synd og faktisk også rigtig dumt. Hvorfor betale 2000,- om måneden hvis ens barn ikke lærer noget fordi han går sammen med 20 andre børn som er meget hurtigere og veludviklede end ham!? Det må da være opskriften på et dårligt selvværd. Forhåbentlig kan det vendes til han bliver en fighter, og en af de bedste! Men jeg tvivler..

F: Om kulturen. (Efter 16 uger)

18 nov

–          Hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle          sociale, religiøse, politiske, etniske grupper – og har det noget betydning)?

–          Hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, mindretal mv.)?

–          Hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det?

–          Hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv?

–          Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner.

–          Er der stærk styring fra ledelse.

–          Er der udefra vedtagne retningslinjer som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?

Det er udelukkende velhavende familier der benytter institutionen, da den er baseret 100%  på forældrebetaling. På den måde er institutionen altså forbeholdt familier fra det øvre sociale lag. Da vi befinder os i en – ifølge kinesisk målestok – lille by hvor der generelt ikke er udlændinge, har skolen kun kinesiske elever.  Men mit indtryk er ikke at den er forbeholdt kinesiske elever – hvis du kan betale for dit barn kan det gå der ellers ikke. Så tror jeg sådan set ikke resten betyder så meget. Nu har der desværre ikke været mulighed for at besøge andre institutioner, så jeg har ikke engang set hvordan en ikke-betalingsskole ser ud. Min første tanke var at børnene er meget forkælede og vant til at få deres vilje, men ved nærmere eftertanke har det ikke noget at gøre med familiens økonomiske situation (udover den materielle forkælelse, som er svær at se for en udenforstående). Det handler imidlertid om at kinesiske kvinder har en barsel på 2-3 måneder og derefter afleverer de barnet til bedsteforældrene, og så er det bedsteforældrene der tager sig af barnet. I de tilfælde hvor forældrene og bedsteforældrene bor langt fra hinanden, ser moderen altså ikke barnet udover i weekender og ferier (en del kinesere arbejder også i weekenderne!). Så uanset hvor familien befinder sig på den sociale skala er børnene vant til at være ene barn alene med to bedsteforældre – så det er sandsynligvis bare det man kan mærke. Så umiddelbart har det altså ikke nogen betydning i hverdagen, hverken for børnene eller for os som lærere.

Derfor er det også svært at sige noget om hvordan de forskellige kulturtræk rummes. Det er ikke rigtig noget der er synligt på samme måde som i Danmark, hvor man ved nogle børn ikke spiser svinekød pga. religion osv. Det hænger sandsynligvis sammen med den politiske kommunisme som Kina er underlagt. De små ting jeg har bemærket er at nogle drengene har kortklippet hår, men med en lang hestehale i nakken og at nogle børn bærer armbånd eller halskæder i rød snor evt. med et lille vedhæng. Når jeg spørger ind til hvorfor deres hår er klippet sådan eller de bærer den slags smykker, svarer lærerne at deres forældre tror det bringer dem lykke. Det er måske ikke direkte religion, men det en opfattelse af hvordan nogle ting har en bestemt effekt, som andre ikke nødvendigvis er enige i. Jeg synes det bliver tacklet præcis som det skal. Det bliver accepteret uden nedladende vendinger og drillerier. Jeg har faktisk også bemærket nogle af lærerne bærer et tilsvarende armbånd eller ankelkæde. De politiske forhold behøver jeg vist ikke at kommentere yderligere 😉

Da ejerne er flyttet til USA har skolen adopteret en del af de amerikanske højtider. Dem jeg umiddelbart kender til er Halloween og Thanksgiving. Der fejres som i USA. Derudover har de den berømte månekagefestival, som giver en uges ferie, hvor man besøger familien og spiser månekager. Derudover er det kinesiske nytår også ret populært, og det fejres ved fest i gaderne, sådan som jeg har forstået lidt karnevalsagtigt.

Udefra set virker det ikke som forældrene inddrages synderligt meget i børnenes liv i institutionerne. I 2-3 års klasserne må forældrene ikke gå ind og hente barnet selv, en af lærerne følger det ud til indgangen, hvor forældrene skriver under på de har ”fået udleveret” barnet. Jeg har heller ikke indtryk af at der er skole-hjem samtaler på samme måde som vi har det i Danmark. For nogle uger siden havde vi Parent’s Day som gik ud på at forældrene kom og så hvordan undervisningen foregår. Inden havde vi fået at vide vi skulle ”make a show” fordi forældrene skulle have meget høje forventninger. Det er mit indtryk at skolen (dvs. ejerne og dermed lærerne) har en form for ærefrygt overfor de forældre – hvis forældrene vil have noget på en bestemt måde, så bliver det lige præcis på den måde! Men okay, hvis jeg betalte 2000,- om måneden for at mit barn gik på en tosproget skole, ville jeg nok også gerne have noget for de penge.

Institutionskulturen er også underlagt Kinas politiske orientering, hvilket resulterer i meget få refleksioner men til gengæld meget stærk ledelse. Det har ikke direkte sammenhæng med det politiske fokus, det handler snarere om at kineserne er opdraget til at gøre hvad der bliver sagt. I Danmark bruger vi meget energi på at få børn til at tænke selv med bl.a. ”hvad synes du” ”hvad synes I har været godt i dag” osv. osv. Med andre ord, vi bruger rigtig meget tid og energi på refleksioner, det er vigtigt for os at vores børn kan tænke og handle selvstændigt. Og det er lige præcis modsat her. Og det er ikke fordi jeg tror kineserne med vilje undgår at lære deres børn at reflektere, men de har ikke har selv lært det da de var børn og er ikke stødt på det senere igennem en uddannelse eller lignende. Derfor findes det heller ikke på skolen og jeg tror dermed den egentlig årsag til det, er den politiske orientering. I Danmark hvor vi har demokrati, bliver man tvunget til at tage beslutninger og det gør at man bliver nødt til at finde ud hvad man synes godt og skidt. Når man så taler med andre om det, bliver man nødt til at argumentere for det man synes og lytte til hvad andre mener og dermed lærer man at reflektere (hvis man ikke har ikke gået i en dansk daginstitution og lært det, naturligvis ;))

Jeg tror umiddelbart svaret på de sidste to spørgsmål ligger i den ovenfor skrevne. Men i forhold til pædagogikken (og det hænger nok sammen med den ikke eksisterende refleksion) er den fuldstændig ikke eksisterende! Selvom det er en skole og dermed ikke mit egentlige fagområde, håber og tror jeg på der er mere pædagogik og didaktik i de danske folkeskoler (og ikke mindst betalingsskoler!!).   

Skolens ”ejere” er amerikanske statsborgere (født kinesiske/taiwanesiske) hvilket medfører at de ikke kan eje noget i Kina. Det betyder i praksis at det er regeringen der ejer skolen, men i daglig tale og funktion er det Jeannie og David der er ejere. Men det betyder selvfølgelig også at regeringen tager sig den frihed at bestemme nogle ting som hverken Jeannie eller David kan gøre noget ved. Det kan f.eks. være at de vil have at alle de udenlandske lærere skal ud og arbejde på en anden skole nogle – sandsynligvis i en gymnasium klasse eller lignende. Så det omhandler ikke pædagogikken, men den er som nævnt et par gange allerede stort set ikke eksisterende. Jeg havde skrevet nogle spørgsmål til min lærer i forbindelse med min tværfaglige opgave, hvor et af dem var hvilke forventninger hun havde til mig. Hendes svar var ikke til at tage fejl af: love the children and teach them english. Det tror jeg godt lige jeg kan opfylde!

E, hverdagsbeskrivelse.

11 nov

 

E: Indlæg i bloggen (Efter 12 uger) Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.

Hverdagen i Kina er skam ikke så meget anderledes end en hverdag i Danmark – eller er den? Det der er mest i øjenfaldende og en af de største forskelle er at man ikke har venner og familie omkring sig. Lige meget hvor anderledes det er vil det betydningsfulde altid være hvem du deler det med.

Der er som sagt mange ting der er identisk med en dansk hverdag (eller hvor i verden man måtte befinde sig). Der skal f.eks. købes ind, vaskes tøj, ryddes op, gøres rent osv. I starten kan det virke som en stor mundfuld i et land som Kina hvor de overhovedet ikke taler ét ord engelsk, hvis de kan blive fri. Det er ikke noget der har været et problem, vi har heldigvis været i stand til at tilpasse os. Og heldigvis for os har vi haft hinanden! Vi har taget den kæmpe sprogbarriere med et smil og moret os over hvor dum og fjollet man kan se ud for at forklare noget med kropssprog. En dag vi var på restaurant fik vi et glas med isterninger, og vores colaer var helt varme, så vi ville gerne bruge dem. Man må ikke drikke vandet fra vandhanen her, så jeg gik i krig med at undersøge hvor vandet til isterningerne kom fra. Efter noget tid (hvor jeg havde stået i køkkenet og peget på vandhanen og set spørgende ud) var der en ung mand der pegede på en vand ”maskine” – altså sådan en man gerne må drikke vand fra. Så uanset hvor skørt det var, lykkedes det! Efterhånden som vi har været her noget længere tid er der mange små ting man har fundet ud af hvordan fungerer. Derudover har jeg lært nogle kinesiske gloser så man kan klare sig.

En af følelsesmæssige følger af den store sprogbarriere er at man konstant er afhængig af en kineser. Det var selvfølgelig værst i starten og vi gør også mange ting selv – også helt alene. Men lige så snart det er noget vigtigt, som skal gøres ordentligt er man nødt til at have en kineser med! Det har været rigtig frustrerende for mig, fordi jeg er vant til at klare mig selv og jeg sætter stor pris på min selvstændighed. Det er heldigvis blevet bedre i takt med at vi har fået flere og flere kinesisk venner og derfor nemmere kan få hjælp. Men jeg føler stadig at man skylder dem noget hele tiden, og det er en forfærdelig følelse at have, velvidende at du ikke kan gøre noget som helst for dem! Jeg har f.eks. fået hjælp til at få syet en kjole og når jeg så siger tusind tak for hjælpen , svarer min kinesiske veninde, du skal ikke sige tak, vi er venner. Og når jeg så prøver at forklare hende at jeg også gerne vil gøre noget for hende, siger hun at jeg lærer hende engelsk og at hun bliver bedre til engelsk pga. mig. Men det går i min verden lige op med at hun lærer mig kinesisk! Det fører mig egentlig hen til at kineserne er utroligt søde og hjælpsomme – sikkert specielt fordi vi er ”hvide” og anderledes – men det tror har været med til at vi har taget udfordringerne med et smil.

I forhold til børnehaven/skolen er hverdagen meget lig Danmark, selvfølgelig er indholdet meget anderledes og vi har en 3½ times lang pause midt på dagen, hvor børnene sover til middag. Det inddeler dagen således at vi har en morgensektion fra 9.00-11.30 og en eftermiddagssektion fra 15.00-16.30. Mandag, onsdag og fredag har jeg ekstra klasser fra 17.40-19.00 , så de dage er del op i tre sektioner. Det gør selvfølgelig en forskel, men det er også noget man vænner sig til – men som man siger: man kan vænne sig til meget. Opdelingen gør tidsmæssigt ikke den store forskel, måske har du 3½ times pause, men til gengæld er du sent hjemme om aftenen. Dog sætter jeg pris på den lange siesta de dage jeg har ekstra klasser, så kan jeg nemlig gøre alt det der SKAL gøres i siestaen så jeg kan slappe af og hygge mig når jeg kommer hjem kl. 19. Men det er vel lige præcis det man kan kalde hverdag: at man har en masse ting der skal gøres og så må man planlægge sin tid så det hele går op i højere enhed.

Som jeg indledte denne blog med er den allerstørste forskel lige meget hvordan man vender og drejer det, at man er så langt væk fra venner og familie. Lige meget hvilke problemer man møder kommer man igennem dem, 99.9% af gangene på grund af venner og familie. Så alting kan pludselig føles meget værre fordi man er helt alene om det. Vi har heldigvis haft hinanden, men det er stadig begrænset hvor meget man kan bruge hinanden når man ikke kender hinanden hjemmefra. Vi har fundet ud af at vi er rigtig forskellige og vi er på ingen måde typer der ville blive venner i Danmark. Men hernede har vi kun hinanden, og vi bliver nødt til at løse det. Heldigvis føler vi stort set alle sammen at vi er sammen om det her. Som jeg skrev i den allerførste blog ville noget af det jeg kom til at savne allermest være min kæreste og min mor. Det stemmer ganske rigtigt overens med virkeligheden og hvis ikke det var fordi min kæreste ville komme på besøg om fire dage, ville jeg være bange for vi ikke kunne holde. Uanset hvor meget vi betyder for hinanden, og vi taler sammen hver eller hver anden dag, så er det virkelig svært ikke at være en del af hinandens hverdag. Det er virkelig svært når man ikke kan være rigtigt sammen face to face. Nærhed må være det der er sværest at sende elektronisk!

Jeg synes det går bedre end forventet, jeg har kun haft en enkelt dag hvor jeg synes det hele var for meget og forfærdeligt! Og det varede i virkeligheden kun et par timer, så skulle jeg være sammen med mine kinesiske lærere. Den ene dage handlede mest om at der var rigtig mange ting der lige pludselig ikke gik som det skulle – f.eks. er det rigtigt svært at skrive en tværfaglig eksamensopgave over en institution som ikke har noget tværfagligt samarbejde!! Hvad endnu værre er, er at jeg helt alene om det! Jeg synes den eksamen ligger ualmindeligt dårligt i en tredje praktik når der er mulighed for man kan tage til udlandet. Enten burde hverken det tværfaglige element eller specialiseringen ligge i den tredje praktik, ellers skulle man kun have mulighed for at komme i udlandspraktik i sin anden praktik! Men nok om min mening!

Men så meget mere er der i virkeligheden ikke at sige om hverdagen. Som sagt kan man vænne sig til meget, og det gør man lynhurtigt. Som det ser ud lige nu er det bare sådan her vores liv ser ud, og det ved vi så bliver ændret om tre måneders tid når vi skal hjem igen – men denne gang ved vi i det mindste hvad vi går ind til. 🙂