Farvel og tak..

19 mar

Nu er det ved at være to måneder siden jeg kom hjem og dermed på tide at få afsluttet denne blog..

 

Der har været rigtig meget at se til efter jeg kom hjem, bl.a. tre eksaminer og er nu i gang med den fjerde – en hård kontrast til det afslappende impulsive kinesiske liv.

Jeg har vænnet mig til Danmark igen, selvom der gik lang tid hvor jeg sad og flagrede med toiletpapiret før det gik op for mig at det skulle i toilettet (det er jeg holdt op med nu). Derudover har jeg vænnet mig til at planlægge lidt mere end et par timer frem og nu i stand til at købe ind til en hel uge igen.

Hele mit liv er som det var da jeg tog af sted. Det eneste der har ændret sig er mig selv. Og det er deri hele udfordringen ligger.. Der har været op- og nedture på hjemmefronten, men heldigvis ikke noget vi ikke kunne klare.. Mit ophold i Kina er på ingen måde noget jeg tænker på til daglig. Af og til er der en eller sang der bider sig fast i min hjerne eller andet finurligt lille minde. Men umiddelbart er det ikke noget jeg mærker. Jeg tænker at det er fordi det er en integreret del af mig selv og derfor ikke noget jeg kan se, måske nærmere mærke i enkelte situationer. Det har i hvert fald givet mit et indblik i en “pædagogisk” praksis, som er meget anderledes end den danske jeg er vant til, og jeg håber at det på sigt kan være med til at åbne mine øjne i den danske praksis og tænke ud af boksen.

Det var en kæmpe skuffelse at de kinesiske lærere slet ikke interesserede sig for vestlig pædagogik – sådan som jeg havde fået fortalt hjemmefra. Det var en af de store grunde til at jeg valgte Kina og jeg føler mig en anelse snydt. Derudover gik det op for os at vi betalte rigtig mange penge for ikke noget. Det er er måske billigt for et halvt år stadig, men princippet i at dem i Kina som reelt set er dem der har udgifter på grund af os, ikke kender til de beløb vi betaler i Danmark er latterligt. Jeg tænkte hjemmefra at jeg gerne ville betale de penge for at have et netværk og en støtte – især på grund af min uddannelse – men China Link var ikke særlig behjælpelig.

Jeg kan på ingen måde anbefale studerende at bruge D&J i Chengdu som et praktikforløb. For frivillige er det sikkert en gangske udmærket oplevelse og det er bestemt ikke fordi jeg ikke har lært noget. Men fagligt fik jeg ingen sparring, da de dårlige vidste hvilken uddannelse jeg var ved at tage!

Turen gav mig dog ikke de venner for livet som jeg havde regnet med da vi alle var meget forskellige steder i livet. Jeg er ikke i tvivl om at vi har haft glæde af hinanden undervejs men samtidig tænker jeg at det var det vi skulle bruge hinanden til.

Men hvis der er nogen derude der har læst min blog, siger jeg tak for det..

 

Godt nytår Shanghai!! :)

5 jan

Så er jeg hjemvendt efter fire dages ferie og nytår i Shanghai sammen med Cathrine! Der er meget delte meninger om Shanghai generelt. Har hørt alt fra kedelig industri by til mega fed by! Så tænkte jeg hellere selv lige måtte tage dertil og undersøge sagen!

Og nu er jeg jo typen der kan se de fleste ting fra flere sider, så det gælder selvfølgelig også Shanghai! Selvfølgelig kan man sige at det kommer an på hvad man vil opnå med sin ferie.. Vil man gerne opleve Kina og kultur er Shanghai nok ikke lige stedet. Vil man derimod gerne shoppe både kopier og de virkelig dyre mærker, så er Shanghai lige præcis stedet! Og især hvis man ligesom os har fået lige lovlig meget Kina inden for de sidste fem måneder!

Hvis det ikke var for alle kineserne kunne Shanghai sagtens have ligget et hvilket som helst andet sted i verden. Der er en ganske almindelig storby som har været invaderet af englænderne hvilket man tydeligt ser på bygningerne.

Vi boede et godt stykke fra centrum men til gengæld mega billigt: 38,- pr. person pr. nat! Det fås squ ikke meget bedre! Vi  havde 40 minutters gang til en metro (vi fandt dog ud af at vi boede 15 min. Fra en anden metrostation) Men det var som regel rigtig dejligt at starte og slutte dagen med en gåtur. Især fordi vi gik lige forbi Dunkin Donuts! Og en donut til 6,- det frister! Så det blev vores stammorgenmadssted.

Hvis man endelig skal se noget i Shanghai kan det helt klart anbefales at gå en tur langs Yangtzefloden som deler Shanghai. Det er muligt at tage nogle flotte billeder af Shanghais skyline som indeholder TV-tårnet Orientens perle samt den berømte Shanghai World Financial Center som er formet som en øloplukker og måler 492 meter. Det er muligt at besøge den høje bygning op til 100. etage – etagen lige over hullet i oplukkeren hvor gulvet er lavet af glas. Det giver udsigten en helt ny dimension! Det koster 150,- men er helt sikkert det værd! Efterfølgende fik en hammer dyr men lækker kage i cafeen J (Når jeg siger hammer dyr betyder det 38,- for en lille kage, så det vil jo egentlig bare sige danske priser!)

Vores første dag brugte vi på et kopi marked i fire etager. Vi fik begge købt en del lækre ting, men kvaliteten sådan et sted er jo ikke altid i top så vi fik pruttet alt ned i en nogenlunde pris. F.eks. købte jeg et ur  for 20,- selvom de startede på 80,- osv. Cathrine købte et 64 GB memorycard til sit kamera for 50,- hvilket set i bakspejlet lyder for godt til at være sandt. Og det var såmænd også! Da vi sidder på en restaurant om aftenen sider hun med memorycardet i hånden og opdager pludselig at der hvor der står 64 GB er et klistermærke. Hun piller klistermærket af og indenunder står der 2 GB! Så hun var blevet taget godt og grundigt et sted hvor solen aldrig skinner!

Selv havde jeg købt en øjenskygge palet for en 50,- hvilket jeg synes var en okay pris. Jeg var udmærket godt klar over at det ikke drejede sig om en MAC øjenskygge, men farverne var rigtig fine. Da jeg så dagen efter tilfældigvis ville have lidt øjenskygge på forsvandt glimmeret fuldstændig når man rørte ved øjenskyggen. Der var en sort glimmer-ish som jeg testede på og den var sort nedenunder. Den farve jeg forsøgte at få på øjenlågene ville slet ikke overføres til min hud, så det var altså også noget billigt bras som ikke engang kunne bruges! Så nytårsaftensdag gik vi tilbage med vores øjenskygge og memorycard. Jeg fik lov til at vælge noget andet i butikken samtidig med at hun fortalte mig om hvor glade ALLE hendes andre kunder var for den øjenskygge og de kom tilbage og købte mere og det i hvert fald kun mig der synes den var dårlig osv. osv. Jeg forelskede mig (ikke overraskende) i en taske og efter en laang diskussion betalte jeg 30,- mere for den og endte altså med en taske til 80,- som jeg allerede var meget gladere for end jeg var for øjenskyggen!

Memorycard manden var (udover sit smarte klistermærke trick) ikke særlig skarp. Da jeg vi kom tilbage til hans biks sagde han først at det var umuligt at få et så stort memorycard til den pris, det ville normalt koster 200,- men efterfølgende sagde han, at det kun var pappet der stod 2 GB memorycardet i sig selv var rigtig nok! Det giver jo ingen mening og beviser jo i virkeligheden ikke andet end at han lyver helt vildt. Vi fortalte ham at vi ville have to 32 GB memorycard i stedet for, for så ville vi stadig have 64 GB. Men det gik han overhovedet ikke med til, så ville han have 50,- oveni osv. Men til sidst smed vi bare 64GB kortet og gik med to 32 GB kort i stedet for. Og det havde ingen konsekvenser, så der havde han indset at vi havde vundet. Jeg overtog nok diskussion en smule for Cathrine hvilket jeg senere fortrød. Men det vil jeg prøve at huske fremover.

Klokken blev hurtigt 17 og vi blev enige om at finde et sted at spise. Vi fandt en lækker australsk restaurant hvor vi fik en god bøf, pommes frites og sidst men absolut ikke mindst SOVS! Der var ikke meget af den, men den var der! Jeg fik et glas dejligt kold hvidvin og det var i det hele taget en rigtig god aften. Vi har en smule i vildrede omkring hvad vi skulle for vi var bare i vores almindelig 10-lags tøj og lignede bestemt ikke nogen der var klar til en nytårsfest! Vi sad længe på restauranten og endte med at gå i forever 21 og shoppe lidt. Der var sindssygt mange mennesker på gaden og de gik alle sammen samme vej! Dem vi spurgte kunne ikke helt forklare hvor de skulle hen, men sagde noget med fyrværkeri. Der var så mange af dem at trafikken blev dirigeret af militæret! Det var et voldsomt syn.. Men vi opgav at gå imod strømmen og besluttede os derfor at gå med dem. Vi endte på havepromenaden sammen med resten af Shanghai! Og mødte folk fra Australien og Marokko og nogle kinesere som kunne tale ret godt engelsk. Der var lysshow på en af de gamle engelske bygninger og mange steder blev der sendt lanterner op. Pludselig begyndte de at tælle ned, så det endte med at vi stod på havnen i Shanghai og talte ned til nytåret på kinesisk! Bagefter var der et flot fyrværkeri show på den anden side af floden. Nu jeg er generelt ikke meget til fyrværkeri, men det var nu meget hyggeligt specielt med udsigt til Shanghai skyline!

Da vi skulle hjem gik det op for os at der ikke kørte nogen metro! Og heller ingen taxaer! Så vi spurgte om vej et par gange og begyndte at gå.. og gå og gå.. Til sidst tog vi en sort taxa og det var helt sikkert det værd selvom han havde en lidt høj pris – hvis man sammenligner med generelle kinesiske priser.

Alt i alt var det en rigtig god ferie, men som altid også rigtig dejligt at komme hjem og kunne lukke en dør og være sig selv. Det er hårdt at være sammen med nogle 24/7 når man hverken er venner, kærester eller i familie! Så ude godt – men ”hjemme” bedst”!

H: Det “pædagogiske” projekt

3 jan

H: Dit pædagogiske projekt.

–          Tjek punkterne i projektdesignet.

–          Læg gerne billeder af dine observationer, dit forløb, dit materiale mm.

–          Sørg for så meget dokumentation som muligt.

–          Sørg for at have ledelsens opbakning for dit/Jeres projekt.

Målgruppe:

4         årige

Projekt:

”Så et frø”

Kompetencer:

–          Sociale spilleregler (vente på tur, tage hensyn)

–          At yde ’omsorg’  (passe og pleje planten)

–           Selvværd (planten har brug for dem)

Planlægning:

”Så et frø” bliver naturrelateret og handler om at hver af børnene får en lille plastic kop. Så skal de putte vat i glasset og så nogle karse frø. Derefter skal de så passe og pleje deres egen lille plante. Jeg har valgt karse fordi det gror forholdsvis hurtigt, alle ”ingredienser” var tilgængelige, det er let at have med at gøre hvilket et en fordel når man ikke kan tale med børnene. derudover har karsen den fordel at det kan spises. Det giver mulighed for at inddrage det sansemæssige: syn, lugt, føle, høre (når posen med frøene rystes) og sidst men bestemt ikke mindst kan de smage på deres selv dyrkede karse! Det giver også en god mening at så noget der er brugbart.

Indkøb:

–          15-20 små plastickopper

–          vat

–          karse frø

–          vand

–          saks

–          navneskilte

 

Fremgangsmåde:

Først vil jeg planlægge det sammen med en kinesiske lærer, så jeg er sikker på hun forstår hvad jeg mener og så hun er klar til at oversætte for børnene, for det bliver sandsynligvis nødvendigt. Jeg vil fortælle børnene at vi skal lave et lille projekt, så det er vigtigt at vi følger de samme retningslinjer. Det er vigtigt fordi der er 25-30 børn, så de bliver nødt til at holde lydniveauet nede og vente på tur, så det er holdbart for alle og jeg ikke behøver at bede dem om det hele tiden.

Vi er 4 lærere i klassen ad gangen, jeg vil prøve at tale med dem inden forløbet og fortælle dem hvad jeg forventer af dem. Jeg forventer f.eks. at de deltager og ikke laver alt muligt andet og at de støtter om mit projekt. Dvs. at de ikke overtager og gør det på deres måde men at de respektere hvordan jeg gerne vil have det. Det er store krav, og det bliver sikkert et problem i forhold til kulturforskellen, men jeg bliver nødt til at give dem en chance!

Derefter uddeler jeg kopperne til børnene og så kan de stille sig i kø til at få vat i. Der er altså en lærer der sidder med vattet, men børnene får selv lov at tage. Derefter kan de så stille sig i kø til at få en lille bunke frø. Derefter finder de sig en plads. Så kan vi tale om hvordan man sår et frø. Det bliver selvfølgelig en begrænset version, både fordi det foregår på engelsk men også fordi de er 4 år og ikke er ved at uddanne sig gartnere!

Udførsel:

Det gik på ingen måde som planlagt! Men det er jo hvad jeg kunne forvente.. For det første kunne jeg desværre ikke gennemføre forløbet i min egen fem års klasse, men blev henvist til en 4års klasse som jeg ikke kendte. Heldigvis kendte jeg læreren en smule og jeg forsøgte at forklare hende hvordan jeg godt kunne tænke mig det skulle være (se planlægning). Desværre er det sådan at 4 års klasserne har circle time med undervisning, og så har de center time hvor de er inddelt i grupper på seks. Så der er seks børn der er i art center,  seks i language center osv. Så jeg fik lov til at bruge deres science center i to uger.

Dag 1:

–          Skaffede alle materialerne(karsen fik jeg sendt fra DK)

–          Klippede 30 plastic kopper.

Dag 2:

–          Forberedte materialer til seks børn ved et bord. Spurgte om deres navne og skrev dem på et klistermærke, så de kunne kende deres kop.

–          Så viste jeg dem hvordan de skulle putte vattet i koppen så det var så plant som muligt (meget svært uden kinesisk oversætter!)

–          Så viste jeg dem posen med frøene og sendte den rundt så de kunne lugte til dem.

–          Så vandede vi vattet og dryssede frøene over.

Dag 3-5 + 8, 10-12

–          Vi vandede det karse der allerede var sået.

–          Se dag 2.

 

Vi smagte på karsen og snakkede om hvad det smagte af. De umiddelbare associationer børnene fik var the, løg og alkohol(!).

Evaluering:

Under omstændighederne gik det okay. Jeg burde have taget mere højde for sprogbarrieren og valgt et projekt hvor det ikke var nødvendigt at bruge ord. Følingen går desværre meget af når man ikke selv kan tale med børnene og følge op på deres kommentarer. Når man får en til at oversætte ved man aldrig præcis hvordan de oversætter det osv.

Den kinesiske lærer var desuden heller ikke ”rigtigt” tilstede. Hun var fysisk til stede en gang i mellem, men sad på hug ved bordet i stedet for at tage en stol, sad med sin telefon som også ringede en gang i mellem osv. hun var ikke rigtig nærværende, hvilket tager meget af entusiasmen af for både mig og børnene.

Så man kan på ingen måde sige at jeg opnåede mine mål. Men jeg håber jeg var med til at give børnene en anderledes oplevelse end de er vant til..

I: Resultat af praktikken..

3 jan

I: Resultat af praktikken (Inden hjemrejsen)

–          Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? – Fx ud fra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i?

–          Hvad har du lært om dig selv?

–           Hvilke kompetencer har du udviklet?

–           Hvilke nye og anderledes måde at agere på har du opdaget hos dig selv?

–           På hvilken måde ville du være anderledes hvis du ikke havde været i udlandspraktik?

–           På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig?

–          Hvorledes reagerer du i fremmede forhold?

–           Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig

–           andet.

 

Min danske baggrund præger mit ”pædagogiske” arbejde på  den måde at jeg sammenligner de fleste ting med danske forhold. Det resulterer også i at jeg reflekterer over hvordan tingene er i Danmark, også nogle ting som eller ville være helt naturligt, fordi man er vant til det. En af mine største udfordringer har været at det ikke virker som om lærerne kommunikere med børnene når f.eks. får skældud. I Danmark ville man forklare barnet hvad det havde gjort forkert og hvorfor. Man ville sandsynligvis også spørge om barnet ”ikke godt kan se det?” så man er sikker på barnet har forstået hvad det handler om.

Dertil kommer at de ikke udviser så meget omsorg som jeg er vant til at se i Danmark. Hvis et barn græder bliver det tjekket for fysiske tegn på skade – hvis der er nogle bliver de behandlet og så er det enten ud og lege eller stille sidde og slappe af. I sådan en situation ville de fleste pædagoger i Danmark (forhåbentlig) tage barnet på op skødet og sidde lidt med det. Skidt med om der er noget at se, lige meget hvad har barnet slået sig eller er blevet forskrækket. Jeg er godt klar over at det kommer an på barnet og på hvor meget det har slået sig. Men sådan helt generelt tager de ikke børnene på skødet – heller ikke når de 2-årige nye børn er startet og savner deres forældre og bedsteforældre!

Det største problem er helt sikkert sprogbarrieren. Engelsk er mit andetsprog og derfor ikke ”mit” sprog, hvilket gør at jeg skal tænke lidt mere hvad jeg gerne vil opnå med det jeg siger. Dertil kommer at de kinesiske lærere ikke taler ret godt engelsk, hvilket så igen kræver en del omformuleringer og yderligere forklaring. Det resulterer i at man ikke stiller så mange spørgsmål og generelt kommer med så mange kommentarer – det kommer helt naturligt på en eller anden måde. Jeg synes det er rigtig synd for det gør at der er rigtig mange ting man ikke får svar på. Og som man siger: ”den som tier samtykker” – og det er jo ikke altid tilfældet. Jeg synes dog jeg prøver, og hvis der er noget jeg ikke forstår eller som på en eller anden måde stikker ud, så spørger jeg.

Det største dilemma er helt sikkert (og helt naturligt) kulturforskellen. I Danmark reflekterer vi rigtig meget. Danske børn lærer stort set at reflektere (læs: tænke selv) i børnehaven. Hvis ikke det er tilfældet skal det nok komme senere i livet med alle de beslutninger der skal tages. Man møder det også hele sine skolegang, da det er sådan vores eksaminer er bygget op – man skal kunne redegøre for en bestemt teori eller tekst, men oftest skal man også kunne diskutere hvorfor det mon er sådan osv.. Og om ikke andet kommer det når man fylder 18 år og får stemmeret. Måske stemmer man ikke, men det er også en form for valg. Hele den danske kultur er bygget op omkring valg og rigtig mange forældre inddrager børnene i en del beslutninger. I Kina er det lige modsat. Der er tilsyneladende ikke nogen refleksion i den kinesiske kultur, hverken fra lærernes/de voksnes side og dermed heller ikke fra børnenes. De siger engang i mellem at jeg hele tiden spørger ”hvorfor” og det er fordi jeg gerne vil forstå de ting der sker rundt om mig – for det er jeg vant til. Her kommer sproget selvfølgelig også ind, det gør at man spørger en del mere end ellers. Men kineserne er ikke vant til at få forklaringer og dermed heller ikke vant til at give forklaringer. I dag skulle vi f.eks. forlænge vores visum. De kinesere vi havde med begyndte at snakke med dem på visum kontoret og vi kunne godt alle sammen fornemme at det gik helt så let som sidste gang. Jeg prøvede et par gange at spørge hvad det handlede om, men jeg fik ikke noget svar. Heller ikke da ansøgningen så gik igennem og vi var gået ud af kontoret kom de med en forklaring. Og det er rigtig frustrerende at man skal plage så meget for at få lov at få at vide hvad der sker. De kommer gang på gang til at fremstå hammer tarvelige i vores øjne fordi de slet ikke siger noget. Efterfølgende fik jeg at vide af nogle svenske venner at de skulle undervise på vores skole dagen efter. Tidsrummet og alderen passede præcis med de elever jeg skulle undervise samme dag – hvilket selvfølgelig kom bag på mig og gjorde mig bekymret for om jeg ville blive taget af klassen. En af de andre talte så med den lærer der står for det og fik den forklaring at de skulle have en backup hvis vi vores visum ikke blev godkendt. Og på det tidspunkt havde vi vidst at det ville blive godkendt i 8 timer! Så kommunikation er bare virkelig anderledes og stort set ikke eksisterende. Og når man så er fuldstændig tabt bag en vogn sprogmæssigt og konstant et afhængig af en kineser er det virkelig roden til meget frustration!

Derudover kommer det dilemma der ligger i at det er deres kultur og det kræver en vis respekt, eftersom jeg kommet til deres land. Jeg kan ikke bare ”undervise” dem i dansk kultur og ændre hele Kina – selvom jeg ellers gerne gav det en chance! Man bliver nødt til at træde et skridt tilbage og trække vejret dybt. Jeg forsøger at vende situationen til hvor godt det er i Danmark. Jeg har altid haft en ide om jeg var født i det forkerte land, fordi folk i Danmark har en tendens til at være meget reserverede, mistroiske og jantelovs-tilhængere – men efterhånden går det op for mig hvor glad jeg egentlig er for Danmark. Ikke mindst fordi jeg kan sproget og kender de sociale spilleregler, men også fordi tingene fungerer og man ikke altid er afhængig af andre mennesker, på samme måde som jeg oplever det her.

Jeg har lært at jeg kan meget – men ikke alt. Jeg altid gerne ville se (og redde) hele verdenen og forestillet mig hvordan jeg kunne rejse rundt til små afrikanske landsbyer og gøre en forskel osv. Men det er ved at gå op for mig at jeg i virkeligheden mere er et hjemme-menneske. Jeg elsker at rejse og opleve verden, men det skal være med en vis form for tryg base, f.eks. min kæreste.

Derudover har arbejdsmiljøet og den stærke ledelse gjort at jeg er begyndt at opføre mig som kineserne. I hvert fald i forhold til ledelsen; her makker man bare ret og gør hvad der bliver sagt! (især hvis man gerne vil bestå sin praktik)! Det har været til stor frustration, for jeg ser normalt mig selv som en der kæmper for de rettigheder jeg har (f.eks. to sammenhængende fridage) eller for min meninger – om ikke andet søger jeg normalt at forstå andres hvis de er meget langt fra mine. Men hernede har ærefrygt og respekt bare gjort mig til en ligeså stille og ligeså grå mus som alle de kinesiske lærere og det frustrerer mig grænseløst! Det har været skyld i at jeg har lovet mig selv aldrig at være sådan når jeg får et fast job i Danmark!

Derudover er der mange reflekterende tanker om mit liv i Danmark som kommer til mig helt automatisk. Mange små ting man lover sig selv at sætte pris på når man kommer hjem, det kan være toiletter (i stedet for huller i jorden), toiletpapir, sæbe på offentlige toiletter, at være selvstændig. Derudover kommer alle de ting man gerne vil blive bedre til. Jeg dagdrømmer meget om hvordan tingene skal være når jeg kommer hjem; jeg vil være en bedre kæreste, en bedre veninde, gøre flere af de ting jeg godt kan lide, men sjældent får gjort, spise flere af de ting jeg godt kan lide, købe ind, lave mad – ja selv at gøre rent er kommet på listen!! Og det vil sandsynligvis undre dem der kender mig godt. Men frustrationen over ikke at have en støvsuger, men kun en klam kost der bare gør ondt værre, er begyndt at sætte pris på rengøring, om ikke andet så på at have muligheden for at gøre det! Jeg tror det handler om at man selv kan bestemme; i Danmark kan jeg vælge at gøre rent, hernede må jeg bare finde mig i der er beskidt.

Mit ophold har helt sikkert styrket mig selvstændighed. Jeg er rigtig meget alene, oftest fordi jeg selv har valgt det. Vi er fem danskere hernede og jeg har mødt to svenskere, så der er ikke altid så mange valgmuligheder i forhold til hvad man har lyst til at lave eller hvem man har lyst til at være sammen med. På trods af vi har boet sammen i lang tid er der ingen af os der er blevet særlig tætte venner. Vi hygger os når vi er sammen og vi kan sagtens lave ting sammen, men det er ikke på et dybt venskabeligt plan, alders forskellen spiller sikkert også ind, jeg er den ældste på 23, drengene er 21 og pigerne er 19 – og det er altså en forskel der er til at føle på. Det øger selvstændigheden rigtig meget, fordi man hele tiden skal tænke på sig selv. Jeg bliver hele tiden nødt til at sørge for at jeg kan klare mig selv. I virkeligheden er jeg nok også et alene menneske, jeg kan godt lide at være alene og kan sagtens hygge mig uden at blive underholdt. Jeg har tænkt over nogle gange at det ikke altid virker som om de andre har det sådan, bare vi skal køre i bil i en time sidder de mig iPad og iPods og jeg ved ikke hvad. Det hænger måske sammen med aldersforskellen, men sikkert også med personlighedstypen. Vi er meget forskellige stedet i vores liv og jeg føler der er mange ting der er svære at dele med dem. De har f.eks. aldrig rigtig haft en kæreste, så da jeg var dybt ulykkelig over min kæreste var taget hjem, følte jeg ikke rigtig de ville kunne forstå det. Men det positive er jo så at jeg lære at tackle tingene selv. Jeg taler en del med min mor og med min kæreste over skype – og selvom det er pisse hårdt, så jeg ved jeg at jeg kan når det er slut, og det er jo i virkeligheden et perfekt resultat!

Hvis jeg ikke havde været i udlandspraktik ville jeg have drømte om at se et andet land på den her måde resten af mit liv. Derudover ville jeg bare gå i min egen lille verden og reflektere og de små ting jeg plejer at reflektere over – uden måske at reflektere så meget over mig selv.

Det vil sige at nu jeg ser verden i et meget større perspektiv, jeg føler jeg bedre kan sætte mig ind i hvordan folk der kommer til Danmark har det. Hvordan det er, bare at blive placeret i en anden kultur med en forventning om at bare lige klare det man plejer at klare i faste og trygge rammer. Jeg har fået mere respekt for folk der er anderledes end mig og om muligt blevet endnu mere interesseret i hvordan de fungerer.

Mit ophold har som sagt påvirket mig ved at jeg sætter pris på en masse små ting som jeg har taget forgivet før. Derudover har det påvirket mit forhold til de mennesker jeg holder af. I forhold til min kæreste føler jeg, at hvis vi kan klare det her, så kan vi klare alt. Groft sagt handler det vel bare om at sætte pris på de ting man har – uanset om det er toiletpapir eller en kæreste og en familie der elsker en? Det er bare utroligt jeg blev nødt til at flytte til en anden side af jorden for at finde ud af det!

Min reaktion i fremmede forhold er ikke så meget anderledes end jeg havde forestillet mig. På trods af alt er jeg også blevet klar over at jeg kender mig selv ret godt – og endnu bedre nu naturligvis. Udover at jeg blevet presset til at blive grå mus er der ikke så meget anderledes i mine reaktioner. Min forelskelse til min kæreste er blusset op på fuld styrke igen, så det er jo bare fantastisk!

Mit menneskesyn/barnesyn har ikke ændret sig synderligt. Men min idé om dagligdagen i en daginstitution har fået nye vidder. I Kina er alting meget struktureret og hele dagen er planlagt (endda hvilken tegning børnene skal farvelægge) og det kunne vi måske godt lære noget af i Danmark, hvor alting er/virker meget ustruktureret. På samme måde kunne Kina godt lære af vores kreativitet og impulsivitet. Men det noget jeg har lovet mig selv at tage med til Danmark og præsentere for den institution der er så heldig at ansætte mig til sommer! 😀

G: Menneskesyn og udviklingssyn.

29 nov

G: Menneskesyn/udviklingssyn:

– Hvilket syn er der på brugerne/børnene

– på hvilken måde er det anderledes end i Danmark?

– tænkes der i at mennesket udvikler sig ved at få anvist måde at agere på ved at den rette tilrettelæggelse af læring får iboende egenskaber til at vokse frem – eller at læring skabes og udvikles i relationer?

– Er dysfunktioner udtryk for noget der tillægges skyld og skam? noget man kan disciplineres ifht., noget der betyder at man har et værdigt behov for kompensation og hjælp?

Umiddelbart er menneskesynet behavioristisk idet hele undervisningen er præget af adfærdsregulering. Derudover er det lovligt for forældrene at slå barnet, så længe det ikke kommer til skade. Det kan så diskuteres hvornår man mener et barn kommer til skade, i Danmark ville man helt sikkert mene et barn kommer til skade uanset hvor hårdt og hvor meget man slår – hvis ikke fysisk, så i hvert fald psykisk! Men her lyder umiddelbart som om det er det fysiske der er i centrum. På samme måde som når lærerne tjekker børnene når de falder og slår sig. Ikke noget med at trøst dem og lige sidde lidt med dem, de bliver udelukkende tjekket for om der synlige tegn på de har slået sig. Det vil jeg i hvert fald ikke kalde humanistisk! Et tydeligt tegn på adfærdsregulering er når børnene skal sidde ordentlig i starten af timen. Læreren siger så ”Jeg kan godt lige Jacky” og ”Jeg kan godt lide Feya”. Det betyder så at de andre børn kan kigge på Jacky og Feya og sidde ligesom dem. Det er egentlig en indirekte måde at sige man ikke kan lide dem der ikke sidder ordentligt og dermed det modsatte af anerkendelse og humanisme! Jeg havde en samtale med en af de andre piger i går, som fortalte at lærerne i hendes klasse lader børnene slå igen. Hvis nu A slår B, så tager læreren A’s arm, så B kan få lov at slå. Det må da kunne kaldes behavioristisk! Den største forskel sådan som jeg oplever det er helt sikkert hvor meget man tænker over tingene. I Danmark oplever jeg at man tænker (og snakker) meget om tingene, nogle gange endda for meget. Hvorimod det her bare føles som om man gør det man altid har gjort. Der er ikke rigtig nogen der stopper op og tænker over noget af sig selv. På mig virker det en smule dumt, men det øjensynligt kun fordi jeg er vokset op i en stik modsat kultur. Et lille eksempel kan være da jeg spurgte min lærer hvad de fem stjerner på nationalflaget repræsenterede – det anede hun ikke. Det tog mig måske 2 minutter at slå det op på nettet, og så var det mig det forklarede hende hvad stjernerne betød! Og det er ikke fordi jeg er nogen haj til historie, heller ikke den danske! Men det undrer mig da at hun ikke har spekuleret over det, eller spurgt sine forældre eller undersøgt det eller noget. Så det grundlæggende nok den største forskel – for hvis jeg kommer til at tænke over hvad Dannebrog mon betyder eller lignende, så ville jeg da undersøge det. Men den videnssøgende attitude har de ikke her! Der bliver ikke tænkt så meget over læring og didaktik – eller hvis der gør er det på ingen måde noget der bliver talt med os om. Men ud fra det meget spinkle relationsarbejde jeg har været vidne til vil jeg helt sikkert ikke pege på den. Derimod synes jeg også at den med ”den rette tilrettelæggelse af læring for iboende egenskaber til vokse frem” lyder alt for velovervejet til at være en mulighed her. Den måde der undervises på her, er ved at børnene lærer udenad. De har nogle rim og remser hvor læreren siger en sætning og så svarer børnene noget andet, og de er skide gode til det! Men det er jo også det kineserne kan – kopiere 😉 Jeg synes med andre ord ikke at der eksperimenteres med tilrettelæggelsen af læringen og jeg har ikke hørt nogle særlig overbevisende grunde til at udenadslære skulle være toppen af poppen. Det eneste jeg har hørt er at de skal have nogle resultater på at undervisningen virker, og det er i form af test af børnene. Den ene gang jeg foreslog at trække et par børn ud af undervisningen sammen med én lærer, fik jeg det svar at de skulle være i det samme klasselokale, så måtte jeg gerne. Men det er (i min verden) lidt svært at undervise to børn når der står en ved siden af og underviser 14-15 børn. Så der røg mit forsøg med anderledes undervisning lidt i vasken. Det er mit indtryk at nogle af de stakkels børn bliver tabt. Dysfunktioner af den mindste slags er lig med skyld og skam. Det er ét stort sprængfarligt tabuemne. De ser desværre ikke på det som at man har brug for hjælp da det ville være pinligt og meget skamfuldt. Det handler meget om at holde ansigtet udadtil, det er i virkeligheden nok det allervigtigste. Jeg havde en dreng i en 3 års klasse, som opførte jeg sig som en stor baby. Han kunne ikke tisse selv, kunne ikke spise selv kunne stort set ingenting selv. Han nægtede også at tale (eller forsøge at tale) han pegede og sagde ”eeh” indtil han fik hvad han ville have. Jeg spurgte min lærer hvorfor han ikke var i babyclass (der er de 2 år, men klarer sig selv bedre end ham) og hun svarede ”fordi han bliver 3 i næste måned”. Så fordi hans alder passede til den klasse, var det den klasse han skulle være i. Slut. Jeg sagde at det kunne være det var bedre for ham at være der, i stedet for han altid var ”den lille” eller ”den dårlige” og sådan noget. Men svaret var at det ville være pinligt for ham for han vidste godt at han var for gammel til at være der-agtigt. Det synes jeg er rigtig synd og faktisk også rigtig dumt. Hvorfor betale 2000,- om måneden hvis ens barn ikke lærer noget fordi han går sammen med 20 andre børn som er meget hurtigere og veludviklede end ham!? Det må da være opskriften på et dårligt selvværd. Forhåbentlig kan det vendes til han bliver en fighter, og en af de bedste! Men jeg tvivler..

F: Om kulturen. (Efter 16 uger)

18 nov

–          Hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle          sociale, religiøse, politiske, etniske grupper – og har det noget betydning)?

–          Hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, mindretal mv.)?

–          Hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det?

–          Hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv?

–          Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner.

–          Er der stærk styring fra ledelse.

–          Er der udefra vedtagne retningslinjer som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?

Det er udelukkende velhavende familier der benytter institutionen, da den er baseret 100%  på forældrebetaling. På den måde er institutionen altså forbeholdt familier fra det øvre sociale lag. Da vi befinder os i en – ifølge kinesisk målestok – lille by hvor der generelt ikke er udlændinge, har skolen kun kinesiske elever.  Men mit indtryk er ikke at den er forbeholdt kinesiske elever – hvis du kan betale for dit barn kan det gå der ellers ikke. Så tror jeg sådan set ikke resten betyder så meget. Nu har der desværre ikke været mulighed for at besøge andre institutioner, så jeg har ikke engang set hvordan en ikke-betalingsskole ser ud. Min første tanke var at børnene er meget forkælede og vant til at få deres vilje, men ved nærmere eftertanke har det ikke noget at gøre med familiens økonomiske situation (udover den materielle forkælelse, som er svær at se for en udenforstående). Det handler imidlertid om at kinesiske kvinder har en barsel på 2-3 måneder og derefter afleverer de barnet til bedsteforældrene, og så er det bedsteforældrene der tager sig af barnet. I de tilfælde hvor forældrene og bedsteforældrene bor langt fra hinanden, ser moderen altså ikke barnet udover i weekender og ferier (en del kinesere arbejder også i weekenderne!). Så uanset hvor familien befinder sig på den sociale skala er børnene vant til at være ene barn alene med to bedsteforældre – så det er sandsynligvis bare det man kan mærke. Så umiddelbart har det altså ikke nogen betydning i hverdagen, hverken for børnene eller for os som lærere.

Derfor er det også svært at sige noget om hvordan de forskellige kulturtræk rummes. Det er ikke rigtig noget der er synligt på samme måde som i Danmark, hvor man ved nogle børn ikke spiser svinekød pga. religion osv. Det hænger sandsynligvis sammen med den politiske kommunisme som Kina er underlagt. De små ting jeg har bemærket er at nogle drengene har kortklippet hår, men med en lang hestehale i nakken og at nogle børn bærer armbånd eller halskæder i rød snor evt. med et lille vedhæng. Når jeg spørger ind til hvorfor deres hår er klippet sådan eller de bærer den slags smykker, svarer lærerne at deres forældre tror det bringer dem lykke. Det er måske ikke direkte religion, men det en opfattelse af hvordan nogle ting har en bestemt effekt, som andre ikke nødvendigvis er enige i. Jeg synes det bliver tacklet præcis som det skal. Det bliver accepteret uden nedladende vendinger og drillerier. Jeg har faktisk også bemærket nogle af lærerne bærer et tilsvarende armbånd eller ankelkæde. De politiske forhold behøver jeg vist ikke at kommentere yderligere 😉

Da ejerne er flyttet til USA har skolen adopteret en del af de amerikanske højtider. Dem jeg umiddelbart kender til er Halloween og Thanksgiving. Der fejres som i USA. Derudover har de den berømte månekagefestival, som giver en uges ferie, hvor man besøger familien og spiser månekager. Derudover er det kinesiske nytår også ret populært, og det fejres ved fest i gaderne, sådan som jeg har forstået lidt karnevalsagtigt.

Udefra set virker det ikke som forældrene inddrages synderligt meget i børnenes liv i institutionerne. I 2-3 års klasserne må forældrene ikke gå ind og hente barnet selv, en af lærerne følger det ud til indgangen, hvor forældrene skriver under på de har ”fået udleveret” barnet. Jeg har heller ikke indtryk af at der er skole-hjem samtaler på samme måde som vi har det i Danmark. For nogle uger siden havde vi Parent’s Day som gik ud på at forældrene kom og så hvordan undervisningen foregår. Inden havde vi fået at vide vi skulle ”make a show” fordi forældrene skulle have meget høje forventninger. Det er mit indtryk at skolen (dvs. ejerne og dermed lærerne) har en form for ærefrygt overfor de forældre – hvis forældrene vil have noget på en bestemt måde, så bliver det lige præcis på den måde! Men okay, hvis jeg betalte 2000,- om måneden for at mit barn gik på en tosproget skole, ville jeg nok også gerne have noget for de penge.

Institutionskulturen er også underlagt Kinas politiske orientering, hvilket resulterer i meget få refleksioner men til gengæld meget stærk ledelse. Det har ikke direkte sammenhæng med det politiske fokus, det handler snarere om at kineserne er opdraget til at gøre hvad der bliver sagt. I Danmark bruger vi meget energi på at få børn til at tænke selv med bl.a. ”hvad synes du” ”hvad synes I har været godt i dag” osv. osv. Med andre ord, vi bruger rigtig meget tid og energi på refleksioner, det er vigtigt for os at vores børn kan tænke og handle selvstændigt. Og det er lige præcis modsat her. Og det er ikke fordi jeg tror kineserne med vilje undgår at lære deres børn at reflektere, men de har ikke har selv lært det da de var børn og er ikke stødt på det senere igennem en uddannelse eller lignende. Derfor findes det heller ikke på skolen og jeg tror dermed den egentlig årsag til det, er den politiske orientering. I Danmark hvor vi har demokrati, bliver man tvunget til at tage beslutninger og det gør at man bliver nødt til at finde ud hvad man synes godt og skidt. Når man så taler med andre om det, bliver man nødt til at argumentere for det man synes og lytte til hvad andre mener og dermed lærer man at reflektere (hvis man ikke har ikke gået i en dansk daginstitution og lært det, naturligvis ;))

Jeg tror umiddelbart svaret på de sidste to spørgsmål ligger i den ovenfor skrevne. Men i forhold til pædagogikken (og det hænger nok sammen med den ikke eksisterende refleksion) er den fuldstændig ikke eksisterende! Selvom det er en skole og dermed ikke mit egentlige fagområde, håber og tror jeg på der er mere pædagogik og didaktik i de danske folkeskoler (og ikke mindst betalingsskoler!!).   

Skolens ”ejere” er amerikanske statsborgere (født kinesiske/taiwanesiske) hvilket medfører at de ikke kan eje noget i Kina. Det betyder i praksis at det er regeringen der ejer skolen, men i daglig tale og funktion er det Jeannie og David der er ejere. Men det betyder selvfølgelig også at regeringen tager sig den frihed at bestemme nogle ting som hverken Jeannie eller David kan gøre noget ved. Det kan f.eks. være at de vil have at alle de udenlandske lærere skal ud og arbejde på en anden skole nogle – sandsynligvis i en gymnasium klasse eller lignende. Så det omhandler ikke pædagogikken, men den er som nævnt et par gange allerede stort set ikke eksisterende. Jeg havde skrevet nogle spørgsmål til min lærer i forbindelse med min tværfaglige opgave, hvor et af dem var hvilke forventninger hun havde til mig. Hendes svar var ikke til at tage fejl af: love the children and teach them english. Det tror jeg godt lige jeg kan opfylde!

E, hverdagsbeskrivelse.

11 nov

 

E: Indlæg i bloggen (Efter 12 uger) Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.

Hverdagen i Kina er skam ikke så meget anderledes end en hverdag i Danmark – eller er den? Det der er mest i øjenfaldende og en af de største forskelle er at man ikke har venner og familie omkring sig. Lige meget hvor anderledes det er vil det betydningsfulde altid være hvem du deler det med.

Der er som sagt mange ting der er identisk med en dansk hverdag (eller hvor i verden man måtte befinde sig). Der skal f.eks. købes ind, vaskes tøj, ryddes op, gøres rent osv. I starten kan det virke som en stor mundfuld i et land som Kina hvor de overhovedet ikke taler ét ord engelsk, hvis de kan blive fri. Det er ikke noget der har været et problem, vi har heldigvis været i stand til at tilpasse os. Og heldigvis for os har vi haft hinanden! Vi har taget den kæmpe sprogbarriere med et smil og moret os over hvor dum og fjollet man kan se ud for at forklare noget med kropssprog. En dag vi var på restaurant fik vi et glas med isterninger, og vores colaer var helt varme, så vi ville gerne bruge dem. Man må ikke drikke vandet fra vandhanen her, så jeg gik i krig med at undersøge hvor vandet til isterningerne kom fra. Efter noget tid (hvor jeg havde stået i køkkenet og peget på vandhanen og set spørgende ud) var der en ung mand der pegede på en vand ”maskine” – altså sådan en man gerne må drikke vand fra. Så uanset hvor skørt det var, lykkedes det! Efterhånden som vi har været her noget længere tid er der mange små ting man har fundet ud af hvordan fungerer. Derudover har jeg lært nogle kinesiske gloser så man kan klare sig.

En af følelsesmæssige følger af den store sprogbarriere er at man konstant er afhængig af en kineser. Det var selvfølgelig værst i starten og vi gør også mange ting selv – også helt alene. Men lige så snart det er noget vigtigt, som skal gøres ordentligt er man nødt til at have en kineser med! Det har været rigtig frustrerende for mig, fordi jeg er vant til at klare mig selv og jeg sætter stor pris på min selvstændighed. Det er heldigvis blevet bedre i takt med at vi har fået flere og flere kinesisk venner og derfor nemmere kan få hjælp. Men jeg føler stadig at man skylder dem noget hele tiden, og det er en forfærdelig følelse at have, velvidende at du ikke kan gøre noget som helst for dem! Jeg har f.eks. fået hjælp til at få syet en kjole og når jeg så siger tusind tak for hjælpen , svarer min kinesiske veninde, du skal ikke sige tak, vi er venner. Og når jeg så prøver at forklare hende at jeg også gerne vil gøre noget for hende, siger hun at jeg lærer hende engelsk og at hun bliver bedre til engelsk pga. mig. Men det går i min verden lige op med at hun lærer mig kinesisk! Det fører mig egentlig hen til at kineserne er utroligt søde og hjælpsomme – sikkert specielt fordi vi er ”hvide” og anderledes – men det tror har været med til at vi har taget udfordringerne med et smil.

I forhold til børnehaven/skolen er hverdagen meget lig Danmark, selvfølgelig er indholdet meget anderledes og vi har en 3½ times lang pause midt på dagen, hvor børnene sover til middag. Det inddeler dagen således at vi har en morgensektion fra 9.00-11.30 og en eftermiddagssektion fra 15.00-16.30. Mandag, onsdag og fredag har jeg ekstra klasser fra 17.40-19.00 , så de dage er del op i tre sektioner. Det gør selvfølgelig en forskel, men det er også noget man vænner sig til – men som man siger: man kan vænne sig til meget. Opdelingen gør tidsmæssigt ikke den store forskel, måske har du 3½ times pause, men til gengæld er du sent hjemme om aftenen. Dog sætter jeg pris på den lange siesta de dage jeg har ekstra klasser, så kan jeg nemlig gøre alt det der SKAL gøres i siestaen så jeg kan slappe af og hygge mig når jeg kommer hjem kl. 19. Men det er vel lige præcis det man kan kalde hverdag: at man har en masse ting der skal gøres og så må man planlægge sin tid så det hele går op i højere enhed.

Som jeg indledte denne blog med er den allerstørste forskel lige meget hvordan man vender og drejer det, at man er så langt væk fra venner og familie. Lige meget hvilke problemer man møder kommer man igennem dem, 99.9% af gangene på grund af venner og familie. Så alting kan pludselig føles meget værre fordi man er helt alene om det. Vi har heldigvis haft hinanden, men det er stadig begrænset hvor meget man kan bruge hinanden når man ikke kender hinanden hjemmefra. Vi har fundet ud af at vi er rigtig forskellige og vi er på ingen måde typer der ville blive venner i Danmark. Men hernede har vi kun hinanden, og vi bliver nødt til at løse det. Heldigvis føler vi stort set alle sammen at vi er sammen om det her. Som jeg skrev i den allerførste blog ville noget af det jeg kom til at savne allermest være min kæreste og min mor. Det stemmer ganske rigtigt overens med virkeligheden og hvis ikke det var fordi min kæreste ville komme på besøg om fire dage, ville jeg være bange for vi ikke kunne holde. Uanset hvor meget vi betyder for hinanden, og vi taler sammen hver eller hver anden dag, så er det virkelig svært ikke at være en del af hinandens hverdag. Det er virkelig svært når man ikke kan være rigtigt sammen face to face. Nærhed må være det der er sværest at sende elektronisk!

Jeg synes det går bedre end forventet, jeg har kun haft en enkelt dag hvor jeg synes det hele var for meget og forfærdeligt! Og det varede i virkeligheden kun et par timer, så skulle jeg være sammen med mine kinesiske lærere. Den ene dage handlede mest om at der var rigtig mange ting der lige pludselig ikke gik som det skulle – f.eks. er det rigtigt svært at skrive en tværfaglig eksamensopgave over en institution som ikke har noget tværfagligt samarbejde!! Hvad endnu værre er, er at jeg helt alene om det! Jeg synes den eksamen ligger ualmindeligt dårligt i en tredje praktik når der er mulighed for man kan tage til udlandet. Enten burde hverken det tværfaglige element eller specialiseringen ligge i den tredje praktik, ellers skulle man kun have mulighed for at komme i udlandspraktik i sin anden praktik! Men nok om min mening!

Men så meget mere er der i virkeligheden ikke at sige om hverdagen. Som sagt kan man vænne sig til meget, og det gør man lynhurtigt. Som det ser ud lige nu er det bare sådan her vores liv ser ud, og det ved vi så bliver ændret om tre måneders tid når vi skal hjem igen – men denne gang ved vi i det mindste hvad vi går ind til. 🙂

Moon-cake ferien.

14 okt

I sidste uge havde en uges ferie i forbindelse med mid-efteråret eller moon-cake festiavalen. Det er en kinesisk tradition som er lige så vigtig som nytår. Der findes en gammel myte om Ho Yi som havde noget vestligt medicin som ville føre ham direkte til himlen, men han elskede sin kone Chang E og ville leve på jorden med hende. En dag da Ho Yi var i vesten, besøgte nogle mænd Chang E – de ville have den vestlige medicin. Chang E så ingen anden udvej end at drikke medicinen selv. Hun kom dog ikke helt til himlen, men til månen. Da Ho Yi kom hjem fortalte tjenestefolkene hvad der var sket. Han gik bedrøvet rundt i haven og opdagede at månen fulgte ham hvorend han gik. Han opdagede en skikkelse på månen og kunne se en kvinde og en kanin. Han satte et bord frem i haven hvor han lagde frugt og nogle runde kager som han vidste hans kone kunne lide.

Så når kineserne fejre moon-cake festival, drikker de the og spiser moon-cake. Månekagen spises ved at den deles i fire stykker – et for hver månefase. Kineserne bor ofte langt væk fra deres familie og moon-cake festivalen bruges til at sende tanker og hilsner til venner og familie, som man ikke tilbringer ferien sammen med.

Vi har fået en del månekager af lærerne på skolen, men der er ingen af os der egentlig bryder os om dem – faktisk har vi givet flere af dem videre til nogen som kunne nyde dem. Det er noget meget sødt og wienerbrødsagtig dej rundt om en gullig kugle (som vi efterfølgende fandt ud af var æggeblomme – og endnu senere fandt ud af er saltet andeæggeblomme). Min første association da jeg “duftede” til indholdet var kattebakke, det siger vist det hele. Der findes dog forskellige slags, så jeg vil ikke udelukke at der findes nogen der er spiselige og rent faktisk smager godt. Det er bare ikke lykkedes os at finde dem.

I forbindelse med denne tradition havde vi altså en uges ferie. Vi havde planlagt at tage til Xining, den største by i Qinghai-provinsen, og så derefter besøge nogle småbyer på vejen og tage hjem fra Lanzhou, den største by i Gansu. Det kunne desværre ikke lade sig gøre at få billetter hjem fra Lanzhou, så vi endte med at bestille flybilletter hjem fra Xining. Faktisk var vi så heldige at vi fik lov at forlænge ferien med to dage, fordi det ikke var til at få billetter tilbage til Chengdu lørdag eller søndag.

Vi havde hyret en privattaxa, igennem en af lærerne på skolen. Hun havde kørt nogen til Chengdu om lørdagen og sagde at det havde tager 4 timer, selvom turen normalt tager 1. Hun foreslog derfor at vi kørte fra Wenjiang kl. 6 søndag morgen, selvom toget første kørte kl. 12. Det var da også meget sødt af hende, men da vi så stod på togstationen kl. 7, var det som om vi følte os ret meget til grin! Vi sad på en KFC som kun havde morgen mad indtil kl. 10. Så det ventede vi på, fik lidt at spise og gik så ind i ventesalen på stationen. Det var meget rart for mig lige at se den, inden jeg skal med toget alene, når jeg skal hente Morten i Chongqing. På grund af ferien var der proppet med mennesker og det var også på denne station vi havde et noget underligt toiletbesøg. Cathrine og jeg skulle tisse og fandt vores medbragte toiletpapir frem og fandt toiletterne. Det kom ikke bag på os at det bare var en rande hvor pis og lort (bogstavlig talt!) kan løbe igennem – men at der ikke var døre(!) det var noget nyt. Hvad der ikke var så heldigt for os, var at kineserne stadig synes at vi så spændende og anderledes ud, så de gloede såmænd lige så meget som de plejede! At vi sad i skov-skider-stilling bekymrede dem ikke synderligt!

I toget på vej til Xining – som var beregnet til en 24-timers tur – gik det op for mig at vi lige så godt kunne stå af i Lanzhou (som heldigvis var et par stop FØR Xining) og så tage vores planlagte rute den anden vej. Eller skulle vi både starte og slutte i Xining og vi ville derfor skulle bruge tid på at komme tilbage til Xining. De andre var med på i ideen, så efter 21 timer med SIDDEPLADSER  i et tog, stod vi af i Lanzhou.

Kl. var 9 mandag morgen men eftersom vi havde siddet i et tog siden kl. 12 søndag formiddage var vi meget sultne! Vi endte på en Dico’s som er en kinesisk KFC-agtig fastfood kæde som sælger paneret kylling i alle afskygninger. Derefter gik vi rundt i byen, så jagt efter et hotel. Vi ville gerne sove så billigt som muligt, eftersom vi kun stoppede i Lanzhou for at komme videre. Jeg ville rigtig gerne se BlingLing Si – De Tusind Buddha-grotter, buddhistiske grotter som er skåret ind i en 60 meter hæj klippevæg. De indeholder buddhistiske skulpturer, fresker og statuer, bl.a. en 27 meter høj statue af Maitreya, fremtidens Buddha.

Langt om længe fandt vi et hotel, godt nok en del dyrere end vi havde håbet på, vi betalte 130,- pr. person (altså 260,- for et dobbeltværelse) på et 3-stjernet hotel. Umiddelbart lyder det jo ikke dyrt, og standarden var også helt fin. Vi boede lige ved siden af tog og bustationen og det var jo en fordel når vi skulle videre dagen efter. Resten af dagen slappede vi bare af, sov lidt til middag og læste lidt. Om eftermiddagen gik jeg en lille tur alene i byen for at finde noget mad. Jeg fandt en dame, som lavede madpandekager (som jeg kender fra Wenjiang), så jeg fik sådan en og købte en cola. Det var en rigtig dejlig eftermiddag, hvor solen skinnede og temperaturen var behagelig, selv uden jakke. Så jeg satte mig på en bænk og nød øjeblikket.

Jeg så en man som rodede i en skraldespand – så han en tog et KFC papkrus op og sugede i sugerøret i håb om at få noget ud. Jeg fik ondt af ham og gik hen til ham, prøvede at forklare ham at han skulle gå med mig, så ville jeg købe noget mad til ham. Han ville ikke rigtig med og jeg troede det var fordi han ikke forstod hvad jeg ville. Han blev ved med at klappe sig på brystlommen og endte med at vise mig at han havde masser af penge! Så i sidste ende var det mig der følte mig som en komplet idiot! Manden havde altså selv valgt at rode i skraldespanden, han var ikke NØDT til det!

Om aftenen gik  vi en tur i silende regn. Anna og Peter havde været en tur rundt i byen, bl.a. lidt oppe ad et bjerg hvor de havde haft udsigt over hele byen. Det var dog både for mørkt og for smattet til at det kunne lade sig gøre. Men vi fik en dejlig aftentur ud af det.

Tirsdag morgen fik vi hotellet til at skrige BingLing Si på kinesisk – ellers er det næsten umuligt at klare sig. Vi forsøgte os på busstationen, men hun pegede ned ad en sidegade. Pludselig dukkede der er en mand op som prøvede at hjælpe os med at finde den rigtige bus. Han vidste tilsyneladende ikke selv hvor den kørte fra, så han endte med at gå rundt med os i en halv time, og vi endte hvor vi startede. Ironisk nok, havde jeg set en dame tabe et kort på jorden og jeg løb efter hende ind i bussen – det vidste sig så at hun ikke ville have det, så det har  nok været affald hun bare havde smidt på gaden (som man nu gør i Kina). Det ironiske er så at det selvfølgelig endte med at være den bus vi skulle med!

Vi sad så i den bus, og anede intet om hvor vi skulle af. Jeg forventede dog at at den hjælpsomme mand havde sagt til chaufføren at han skulle sige til – men jeg er blevet skuffet en del gange hernede før, så man ved efterhånden aldrig hvad der kommer til at ske. Men for en gangs skyld blev mine forventninger indfriet! Vi endte dog midt på en gade, og anede ikke hvilken vi skulle. Vi viste vores lille papirlap med BingLing Si på kinesisk og en rar dame viste os vej. Det viste sig at busstationen var lige bagved en kæmpebygning, hvor alting stod på kinesisk – der var altså ikke én synlig bus fra gaden – men hvem behøver også det når man kan læse kinesisk?! Endnu et tydeligt eksempel på at de ikke lever af turisme.. Og dem der endelig gør, lever af kinesiske turister!

Vi kørte i bus i to timer og blev sat af mit på en skrå bjergvej. Heldigvis havde der været andre med bussen, så vi fulgte efter dem. Vi fandt et kontor med en dame der kunne meget lidt engelsk, men hun forstod dog hvad vi ville og viste og vej til det rigtige kontor – hvor man skulle igennem baggården og et hul i hegnet – indlysende sted at placere et billetkontor!

For at komme til BingLing Si skulle vi ud og sejle. Vi havde læst i Annas “Lonely planet” at man kunne blive sat af i en anden by på vej hjem, hvor man kunne komme videre fra. Hvis man kom tilbage, til hvor vi startede kunne man ikke komme nogen steder om aftenen. Det lykkedes os trods alt(!) at få den besked igennem til en dame der ikke kunne mange ord engelsk. Vi betalte og blev ført ned til en lille båd som vi skulle dele med 4 kinesere. Vejret var rigtig gråt og tåget, så det var svært at se noget fra båden. Lige pludselig sejler vi ind til bredden og bliver sat af. Der er et lille kontor midt i ellers ingenting. Vi prøver at forklare dem at vi skal til BingLing Si og de siger så at vi skal købe en busbillet til 10,- og en indgangsbillet til 50,- og det gør vi så. Vi kører i 5-10 minutter og stopper så ved en trappe der fører direkte op i ingenting. Vi går op og kigger, men der er som sagt ingenting. Vi opdager en sti ved siden af trappen, og går ned for at følge den. Den fører hen til en laaang trappe som snoger sig zig zag op ad bjerget. Mens vi går op nyder vi udsigten over de kæmpe bjerge som omringer os, på trods af vejret er det en fantastisk udsigt. Vi når på et tidspunkt en lille terrasse, med et skilt der forklare en gammel myte om stedet. Trappen går videre op ad bjerget, men nu har chaufføren indhentet os og han forklare med tegnsprog at vi ikke må gå længere op. Da vi er næsten nede igen møder vi nogle af de andre fra det lille kontor i ingenting, og der er en der kan en lille smule engelsk. Han forklarer at der er to veje til BingLing Si, en over bjergene hvor man går i en halv time og en med båden, som sejler derhen. Umiddelbart taler jeg for at vi vælger båden, det er koldt og det regner og vi har lige været helt deroppe, så det føles næsten håbløst at skulle hele den vej igen, velvidende at vi skal ned på den anden side. Peter taler dog for at vi tager bjerget, og inden vi får set os om er det, der kommer til at ske. Vi går og går, lidt op og lidt ned, tager nogle billder, nyder udsigten osv. På et tidspunkt da vi er kommet ned på den anden side, går vi på noget det føles og en ligner en”udtørret” flod, sandsynligvis en gren af den gule flod. Vi kommer til et lille klosteragtigt sted, med en sød gammel munk der taler overraskende godt engelsk. Han viser os lidt rundt og vil gerne holde i hånden og flette fingre med mig og Anna – ret specielt for en munk. Vi går videre og kommer til en stor statue og nogle grotter og er sikre på vi endelig er fremme. Men det viser sig at de billetter vi har købt er til noget andet! Alt føles håbløst og vi står ude midt i alting og kan ikke gøre noget som helst! Det mest frustrerende er at det ham der har solgt os billetterne, som har fulgt os hele vejen, så han vidste jo godt vi ikke kunne komme ind – og han vidste så også at vi ikke ville komme til at se det vi har betalt 50,- for pr. person! De prøver at forklare noget med at vi skal den vej, for at komme hen til båden, men vi beslutter os for at gå ned og følge den tørlagte flod. Den ende ved vandet og vi kan ikke komme videre. Pludselig står manden og vinker til at os at vi skal komme op til ham, en lille sti fører hen til en låge som han åbner. Da vi kommer hen til udgangen står den samme vagt, som stod ved indgangen. Han nægter at lade os komme ud før vi har betalt. Så efter noget tid overgiver Peter og Cathrine sig, og Peter lægger ud for os alle sammen.

Anna og jeg følges ud og er lidt frustrerede over det endte som det gjorde. Vi har betalt 50,- pr.person for at komme hen til båden! Vi kunne ligeså godt gå ind og se det hele – problemet er bare at kaptajnen står og venter på os, og han siger at han sejler hvis vi ikke kommer nu. Vagten kommer løbende hen til os med billetterne som vi lige har betalt og skal til at rive slippen i den ene ende af. Jeg er så frustreret at jeg bare river dem ud af hånden på ham og går videre – heldigvis!! For pludselig går det op for mig at vi kan sælge vores billetter!! Jeg siger det til Anna og vi går hen til en kinesisk mand der står på stien. Han kalder på sin familie og en ung pige, der kan engelsk spørger hvad vi vil. Og jeg forklare hende at vi vil sælge vores billetter, alle sammen for 100,- (så sparer vi alle sammen 25,- og det kan stadig betale sig for dem at købe dem). Hun spørger hvorfor vi ikke selv skal bruge dem, og jeg siger at vi ikke har tid nok – og det er jo teorien ikke løgn. Hvis der havde været tid havde jeg insiteret på at gå ind og se det hele!

På trods af alt løftede det lige mit humør en smule at få bare lidt af pengene refunderet – så længe man ikke tænker på at vi spildte 75,- hver den dag.

Vi sejler tilbage og bliver sat af i Lianhuatai, som virkelig er et hul i jorden. Det er bare en gade, der i det grå og kolde vejr ser meget trist og forladt ud. Vi har læst i “Lonely Planet” at man kan tage en minibus herfra til Linxia til 12- pr. person. Da vi kommer op ad vejen holder der en minibus på den ene side af gaden og en personbil på den anden side. Vi spørger den unge fyr ved minibussen hvad han tager for at køre os til Linxia og han siger 120,- – det synes vi er alt for dyrt så jeg går over til personbilen og spørger hvad han vil have, den unge fyr går med og da han høre at manden siger 70,- går han strakt ned på 60,- for at køre os! Egentlig var det ikke særlig gennemtænkt af ham, for de var allerede to i personbilen, så vi havde ikke kunne være der alligevel – men nu går kinesere selvfølgelig ikke helt så meget op i at man sidder ordentligt og har sele på.

Vi kom til Linxia ved 19-tiden og de første fem hotellet vi fandt havde ingen ledige værelser. Vi havde en mistanke, som vi senere har fået bekræftet, om at det er fordi vi er udlændinge. Nogle hotellet har licens til at have udlændige, og dem der ikke har licens tør ikke at tage os ind, fordi de er bange for at blive opdaget. Men vi fandt heldigivis et billigt hotel hvor vi gav 60,- pr. person for et delt dobbeltværelse. Værelset vat fin, to senge, to stole, skrivebord og TV, eget toilet og bad – som dog havde set bedre dage. Men til 60,- var det perfekt!

Vi gik direkte i seng for at få varmen efter en kold og våd dag, og lå og læste, Cathrine og jeg delte værelse på hele turen, fordi Anna og Peter er blevet lidt mere interesserede i hinanden.

Onsdag morgen skulle vi videre til Xiahe, en by som Anna havde besøgt før og som hun har talt rigtig godt om. Peter og Anna var tidligere oppe og hurtigere klar til at tage afsted, så de var meget utålmodige og kunne ikke vente på at Cathrine og jeg skulle finde noget morgenmad og proviant til turen, så de tog en bus en time før os. Cathrine og jeg gik en lille tur i byen, solen skinnede og temperaturen var behagelig. Vi fandt morgenmad, og jeg fandt noget der minder usandsynligt meget om M&Ms med peanuts – og det er lidt af en succes, for kinesisk slik er virkelig dårligt! Vi hyggede os og slappede af og det var på den lille tur jeg fandt de første neglelakker til min søster!

Vi tog bussen mod Xiahe, som i følge Annas bog ville tag 2 timer, det gjorde den ikke – den tog fire! Men det var en okay tur igennem et rigtig flot landskab og nogle små landsbyer, vi kørte forbi fåreflokke og markeder så det var en del af oplevelsen. Bussen var fyldt op og bag os havde vi en buddhistisk munk, som konstant sad med hovedet helt oppe mellem os og “læste” med på Cathrines iPad og bøvsede højlydt når han havde brug for det. Ved siden af os sad en muslimsk familie med en lille dreng, har har været et år eller to og han havde brækket armen, som var pakket ind i gips og han havde en hjemmelavet anordning på foden, som ligenede den skulle støtte. Det var i al sin enkelhed bare pap og tape, og det så ikke ud til at virke. Men der må være sket noget slemt med så lille et barn, hvis det skal lykkes ham at brække noget, desværre var vi hæmmet af sprogbarrieren og kunne ikke spørge ind til det. Den moren til den lille dreng, en muslimsk dame, med tørklæde og alt hvad der indebærer sad bag ved faren og drengen, ved siden af en buddhistisk munk! Jeg har taget et rigtig godt billede af de to hvor de begge smiler – her er det bare helt okay at være forskellig. Så selv om de repræsenterede to meget forskellige religioner, kunne de sagtens sidde der ved siden af hinanden og smile! Det synes jeg godt vi kunne lære noget af i Danmark!

Da vi endelig kom frem til Xiahe, var vi ikke kede vi havde ventet en time med at tage bussen. Vi forlod Linxia i strålende sol og en dejlig temperatur, for at tage til Xiahe som var så koldt at man kunne se sin egen ånde! Vi startede med at fylde lidt penge på min telefon, hvilket lykkedes mig uden et eneste ord engelsk fra hendes side. Man kan hvad man vil!

Derefter mødtes vi med Anna og Peter som havde fundet et hotel til os. Det var et lille bitte rum med fire senge og et TV, intet andet. Loftet lignede noget der kunne falde ned hvornår det skulle være og madrassen og sengetøjet var fugtigt. Toilettet var et hul på den anden side af gården, så det var en kold “fornøjelse” at være nat-tisser 🙂

På trods af standarden betalte vi 70,- hver! Det var altså en 10’er mere end den “luksus” vi havde haft i Linxia. Jeg begyndte at undre mig over hvorfor vi havde forladt Linxia. Men vi var selvfølgelig kun taget dertil for at tage til Xiahe. Byen, som bestod af én gade, var umiddelbart ikke noget særligt – i hvert fald ikke for mig eller Cathrine. Vi ledte efter et turistbureau, som der i følge Annas bog skulle arrangere ture til nomader rundt omkring i bjergene. Det lykkedes os dog aldrig at finde det. Vi spiste aftens mad på en Nomade restaurant, de andre fik noget med yak-kød men jeg tog et sikkert valg: grøntsager og aubergine. Vi fik varm milk-tea med sukker, som er mere mælk end det er the, men det smagte godt, og det var dejligt med noget varmt.

Dagen efter gik en tur rundt om det kendte Labrang kloster, som Xiahe er kendt for. Det var helt sikkert en god oplevelse! Vi gik 3 km. rundt om klostret forbi alle bedemøllerne, og så hvordan folk lagde sig ned lige så lange de var, bare for at rejse sig op, tage tre skridt og lægge sig igen. Heldigvis havde de både beskyttelse på hænder og knæ. Det er fascinerende at folk kan tro så meget på noget.

Efterfølgende splittede vi op, Anna og Peter gik videre rundt og Cathrine og jeg gik ind mellem nogle små huse, hvor folk boede – inde i midten af bedemøllerne og altså på samme grund som klostret. Det så fattigt og beskidt ud, og der lugtede af toilet alle steder og vi opdagede små rør der ledte ud i de nedgravede rende – altså afløb fra toiletterne. Vi besluttede os for at spise pizza og pommes frites på Snowy Mountain Café. Der var masser af mad så vi gemte resten af pizzaerne – så var aftensmaden sikret! Jeg havde voldsomt ondt i ryggen på grund af den hårde seng, og kunne hverken gå eller stå ret længe af gangen, så vi lagde os hjem på værelset og læste. Om aftenen fik vi varmet vores pizza på hotellet og besluttede os for at tage videre dagen efter. Anna og Peter ville gerne til Tongren, men Cathrine og jeg ville gerne til Zhangye og se den liggende Buddha. For det første var Xiahe (udover Labrang klostret) ikke lige noget for os. Og for det andet følte vi os som vedhæng på Peter og Annas kæreste ferie, og det var der ikke nogen af os der brød sig om. Vi fandt ud af at bussen til Xining (som vi skulle til for at komme til Zhangye) kun kørte én gang i døgnet og det var kl. 6.10 om morgenen! Bustationen havde lukket og vi havde ingen billet! Manden i receptionen sagde at det var svært at få billetter, så vi skulle have købt dem i god tid. Der gik en bus til Tongren kl 7.30, som vi kunne tage og så tage derfra til Xining. Men vi besluttede os for at stå op og se om vi kunne komme med bussen direkte til Xining. Og det kunne vi! Så heldigivis var det det værd at stå SÅ tidligt op.

Bussen var proppet til randen! Der sad folk hele vejen ned i midtergangen og der sad et par stykker foran på “guidestolen”. Og uheldigvis sad der en troende mand af en eller anden art bag mig, hvilket resulterede i at han sad og mumlede mantraer de første to timer! Min iPod var næsten flad, for jeg havde prioriteret at lade mit kamera og min telefon op, så jeg var tvunget til at høre på ham. Jeg vendte mig om gentagne gange og kiggede på ham, for at han skulle forstå at han skulle tie stille eller skrue ned, men det virkede ikke. Og som jeg har forstået det, er det uhøfligt at bede folk der f.eks. sidder og synger i bussen om at holde mund. Så det er lidt en omvendt respekt. Vi opfatter det umiddelbart meget uhøfligt og respektløst når nogen sidder og spiller høj musik og synger med, og vi mener at de skal respektere os og holde op. Men hernede er forståelsen omvendt. Her respekterer man at de gerne vile høre musik og synge, og derfor beder man dem ikke om at holde op.

På et tidspunkt stoppede vi og havde en tissepause, midt på et bjerg(?!). Folk gik lidt hver sin vej og fandt et sted. Og det er ikke noget med at holde sig hvis man skal andet end at tisse, det er bare at fyre den af og få det overstået! Noget af en speciel oplevelse.

I bussen var der en dame der talte rigtig godt engelsk, det var bl.a. hende der forklarede os om udlændinge-licens på hotellerne. Vi spurgte hende om hun ville hjælpe os med at finde ud af hvad tid bussen kørete videre til Zhangye og hvor den kørte fra. Vi var i Xining kl. 11.30 ca. og der kørte en bus kl. 12.15 og en igen kl. 15.30. Men fordi busturen ville tage 6-7 timer, tog vi den 12.15. Så vi tog lige en hurtig tur rundt i området omkring stationen for at købe mad og drikke til endnu en lang bustur. Det var dog også en okay tur i sig selv, om ikke andet i starten. I længden er majsmarker og arbjende bønder ikke så spændende at betragte.

Da vi kom til Zhangye skulle vi finde et sted at sove. Vi fandt et hotel, hvor et værelse ville koster 100,- men nærige som vi er, tænkte vi at der måtte være et billigere sted så. Men da vi havde gået lidt og ikke rigtig fundet noget, gik vi tilbage. Det viste sig så at de ville have 300,- for et værelse! Og det ville vi under ingen omstændigheder betale! Så vi gik videre og mødt et sødt gammelt ægtepar, hvor damen ævlede derudaf på kinesisk. Jeg svarede at vi var fra Danmark (mit lille trick er bare at svare “Dan mai” (=Danmark på kinesisk) når nogle taler til mig, for det 99,9% af gangene det de vil vide) og derefter sagde jeg bare “mmh” og sådan, men det har åbenbart været nok, hun virkede i hvert fald. Jeg tror hun spurgte om Cathrine var min søster og jeg sagde “ja”.. Men jeg kan på ingen måde begrunde hvorfor jeg tror det, der er så stor kulturforskel, så jeg tror ikke jeg kan bruge mine mavefornemmelser på samme måde hernede. Jeg “spurgte” hvor vi kunne sove, ved at vise ‘at sove’ ved at lægge mit hoved på mine hænder. Hun pegede ned ad en gade og vi gik derned. Vi fandt et tre-stjernet hotel, som så meget fint ud. Og på skiltet kostede deres værelse 300-500,- så det var lidt i overkanten. Men så fløj det bare ud af munden på mig om hun kunne lave en specielt pris til os. Hun spurgte om vi ville have et billigt værelse og det sagde vi ja til. Hun tilbød os et værelse til 100,- for en nat (50,- pr. person! Det var altså det billigste indtil videre!) og hun spurgte om vi ville se det først, så det gjorde vi. Men det var helt fint og fejlede bestemt ikke noget til den pris! Så det tog vi! Vi gik en lille tur og fandt en KFC hvor vi spiste aftensmad.

Dagen efter sov vi længe, fandt noget morgenmad og tog ud for at se den liggende Buddha. Vi tog en taxa, hvilket var totalt idiotisk, for den lå 5 minutter fra hvor vi boede – men hvem vidste det? Det var en rigtig god oplevelse at se den liggende Buddha, det kostede 40,- at komme ind og det var helt sikkert alle pengene værd! Der var mange små bygninger, som enten var et museum hvor man kunne købe nogle af de “gamle” ting, eller templer, hvor man kunne bede og ofte penge til Buddha. Der var også en hel vej, som skulle være den bedst bevarede, hvor der var stenstatuer hele vejen ned på begge sider med de kinesiske stjernetegn.

Der var også en kløvermark hvor jeg fandt en firkløver, som jeg har presset i mit pas. Vi havde ca. 20 grader og solskin og vi var SÅ glade for at vi var taget derop, på trods af 11-12 timers bustur! Vi forsøgte at komme ud til nogle klipper som lå en times kørsel væk. Men det lykkedes os ikke rigtig. Om aftenen tjekkede vi bustiderne, så vi kunne købe en billet tilbage til Xining, den kørte kun kl. 9 om morgenen, og vi regnede med det tog 7 timer – det havde det taget at køre derop. På vej derop havde vi betalt 75,- for billetten, men på vej hjem skulle vi betale 100,-, da vi spurgte på hotellet fik vi at vide at det var fordi bussen kørte en anden vej, som var længere så turen ville tage 10 timer! Vi ville gerne nå at se Kumbum (Ta’er Si) uden for Xining, så ville gerne tilbage så vi havde tid til det uden det blev stresset. Vi tog bussen til Xining søndag morgen kl. 9. Og da klokken var 14, havde vi kørte halvvejs – troede vi! For pludselig var vi i Xining! Og så gjorde det pludselig ikke noget at betale for at være hurtigere fremme! Vi fandt et hotel, hvor de de ville have 260,- for et værelse og da jeg spurgte om de havde nogle billige værelser, henviste hun til 4. sal. Så ovenpå lå der et andet lille hotel med værelser til 139,- og det var jo til at betale. Vi fik et fint lille værelse, med et lækkert badeværelse med brusekabine og WiFi! Og det bedste af det hele var det var midt i Xining – sådan føltes det i hvert fald. Vi boede på en shopping gade med rigtig mange hyggelige butikker og jeg købte endnu mere negle-ting til min skøre søster! Vi boede ovenikøbet tæt på TO KFC! Og om mandagen opdagede vi en PIZZA HUT! Så der brændte vi lige jeg ved ikke hvor mange penge af – men det må man gerne den sidste ferie dag!

Anna og jeg skulle flyve kl. 9.35 tirsdag og Peter og Cathrine skulle først flyve 22.30 tirsdag, da der ikke var plads på det samme fly.

Anna og jeg mødtes 7.30 og tog en taxa til busstationen hvor bussen kun kørte til lufthavnen. Vi nåede bussen i sidste øjeblik så alt gik som smurt. Vi havde ikke ret lang tid i lufthavnen, men nok til at vi ikke var stressede. Vi var i Wenjiang ved 13-tiden og nåede lige at vaske en maskine tøj og slappe lidt af, inden vi mødte kl. 15 på skolen. Derefter havde vi aftenundervisning (jeg havde taget Cathrines klasse) og om aftenen lavede vi pandekager og så Sex and the City. Så det var en rigtig god ferie trods alt!

En lille oversigt:

Søndag: kl.12: Tog fra Chengdu til Lanzhou (21 timer)

Mandag: kl. 9 i Lanzhou.

Tirsdag: bus fra Lanzhou til BingLing Si (2 timer) – Blev sat af i Lien Hau Tai, minibus til Linxia (40 min)

Onsdag: Fra Linxia til Xiahe (4 timer)

Torsdag: Xiahe, Labrang Klostret.

Fredag: bus til Xining (5 timer) bus til Zhangye (7 timer)

Lørdag: den liggende Buddha – afslapning

Søndag: Kl. 9 bus til Xining.

Mandag: Kumbum/Ta’er Si.

Tirsdag: 9.35 fly til Chengdu.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

D: Institutionens pædagogik.

14 okt

D: Institutionens pædagogik (Efter 10 uger)

Hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen – hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark – (hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet) – hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere? – er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger – hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte – hvilke sider af læringen lægges der vægt på – hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig – hvordan ser en typisk dag – uge ud? Hvilke observationer og overvejelser gør du dig omkring læringsmiljøet. Hvilke tanker gør man sig på institutionen omkring læringsmiljø

 

De ansatte i institutionen er uddannede lærere og det er derfor også dem der varetager de roller som pædagoger i Danmark ville varetage. Her foregår børnehaven dog mere som en børnehaveklasse og der er derfor nogle læringsmæssige ting som man umiddelbart ville tildele lærere i Danmark også. Men den måde læringen og undervisningen foregår på er blottet for en hver form fra kreativitet, både fra de voksnes og børnenes side.

Det er sandsynligvis på den baggrund at der ikke fokus på omsorg og sociale kompetencer, som det er normalt i danske vuggestuer og børnehaver. Lærerne er (som lærere jo er, og bør være) meget læringsfokuserede. Jeg mener dog stadig at danske lærere viser mere omsorg og følelsesmæssig interesse end de kinesiske lærere, men det er så her kulturen spiller ind. Det er bl.a. en af grundene til at jeg synes det for tidligt for børnene at starte i ”børnehave” når de er to år – fordi der mangler den følelsesmæssig del, som jeg mener er rigtig vigtig, ikke kun for børn, men for mennesker generelt. Hvordan skal disse børn vokse op og blive omsorgsfulde når de ikke har lært hvordan man viser omsorg for andre? Jeg ser det derfor som min opgave at være tilgængelig for børnene og jeg opsøger de børn der græder og er kede af det. Ofte tager jeg dem bare op på skødet, og der går som regel ikke så længe før de selv hopper ned og er glade igen. Hvorimod de bliver ved i lang til hvis de får lov til at gå rundt og passe sig selv. Vi har dog en idrætslærer – en mand på 24 – som klart er den mest pædagogiske jeg har mødt her. Hvis børnene får skældud eller lignende sætter han sig ned og fortæller dem hvorfor og forklarer dem hvad det handler om. Han er også tilgængelig og tager dem op osv.

En anden ting der er kommet bag på mig er at der er en del af lærerne som ikke ønskede at blive lærer – det er de blevet fordi det var den mulighed der var, eller fordi deres forældre synes de skulle blive det. Jeg har oplevet et par gange at det har været meget tydeligt i deres måde at arbejde med børnene på. Det er tydeligt at mærke når der er nogen der rent faktisk har lyst til at være der og har lyst til at arbejde med børn. Det farver selvfølgelig arbejdsmiljøet.

I de 2-3 åriges klasser har lærerne har et hæfte til hver måned, som de slavisk følger dag for dag og ”underviser” børnene efter. Det kan f.eks. være emnet baseball, så skal man fortælle børnene om baseball og de kan EVT. se et bat og en bold osv. I primary school klasserne, hvor børnene er 4-5 år, har man 12 små bøger om måneden. Så gennemgår man dem indtil børnene kan dem udenad.

Det lader til at det er dén ”pædagogiske” uddannelse der findes i landet, og i virkeligheden tror jeg ikke de giver så meget for pædagogik. Her handler det om at lærer børnene noget og så er det det, der er i fokus. I Danmark ville læringen i børnehaven  handler om social kompetence og empati, hvor det her minder en del mere om læringen i vores skolesystem. Så i vores betydning af pædagogiske uddannelser findes der ingen i Kina.

Da der er en kæmpe sprogbarrierer der gør det umuligt at forstå hvad lærerne siger direkte til børnene og lærerne ikke er så gode til engelsk, bliver det svært at forstå deres handlinger. En gang i mellem forsøger man at spørger ind til det, men giver som regel op undervejs, da det ikke er til at forklare dem hvad man mener. Så det bliver desværre ikke til så mange pædagogiske diskussioner, men nærmere observationer fra vores side (sandsynligvis i håb om at vi en dag kan gennemskue hvorfor de handler som de gør). Det der er tydeligt at se er at det er meget adfærdsregulerende og lærerne på den måde værdsætte de børn der hører efter og sidder ordentligt for at vise de andre børn hvordan man skal opfører sig. Det påvirker selvfølgelig relationen til børnene, da det typisk er de samme børn der ikke sidder ordentlig og samtidig er de samme børn der altid bliver valgt som hjælpere til aktiviteter. Hele systemet er meget baseret på konkurrence, så det gælder om at være god. Mange børn rækker også hånden i vejret og når de så bliver spurgte kan de ikke svare.

Lærerne har også yndlingselever, og det er der som sådan ikke noget galt i. Det har samtlige lærere og pædagoger også i Danmark. Forskellen er bare at lærerne her er meget åbenlyse omkring og spørger direkte hinanden ”hvem kan du bedst lide?”. Det overraskede mig egentlig at det var så nemt at svare på, første gang jeg blev spurgt røg svaret bare ud af mig. Noget der til gengæld gjorde mig glad i den sammenhæng var at lærerne ikke kun kan lide de dygtige børn.

Lærerne begrunder ikke deres handlinger og når man stiller dem hv-spørgsmål (oftest hvorfor) har de svært ved at svare på det. Som jeg oplever det er deres didaktiske begrundelser ikke-eksisterernde. Men det hænger sandsynligvis sammen med at de får undervisningsmaterialet serveret fra et højere sted og derfor ikke behøver at gøre sig så mange overvejelser om hvad de vil undervise i. Det handler kun om hvordan man skal undervise i en bestemt bog – og deres begrundelse for deres valg er ofte at børnene er mere koncentrerede. Det kan jeg selvfølgelig godt ligge mere i, men de har ikke selv de dybe tanker om hvad det egentlig er de foretager sig.

Skolen er som sagt meget styret af det hæfte der fastlægger månedens læring og holder sig slavisk til den, det medvirker at lærerne ikke behøver at tænke selv og selv lave didaktiske overvejelser. Man kunne sagtens tage udgangspunkt i bogen og derudover komme med kreative måder børnene kunne lære om ”soccer ball” eller hvad emnet nu måtte være. Det er primært den faglige del der bliver lagt vægt på og undervisningen foregår på den måde at læreren siger et ord på engelsk og alle børnene gentager det – jo højere jo bedre. Derfor sættes der stor pris på disciplin, så de kan sidde rigtigt (i skrædderstilling) og tie stille, lærerne er derfor også meget glad for udtrykket: ”Eyes on me!” hvortil børnene så svarer: ”Eyes on you!”.

Det foregår på samme måde i primary school klasserne, der er det bare små bøger og hele sætninger de lærer.

Jeg havde en del forforståelser omkring hvor disciplinerede børnene herude ville være. Men man må sige at de er blevet gjort det skamme! Jeg synes tværtimod de er for lidt disciplinerede – selvom disciplin er et negativt ladet orde i denne sammenhæng efter min mening. I virkeligheden handler det om konsekvenser. Det er ikke fordi jeg går ind for straf og belønning, men jeg går ind for at børnene lærer det tilsigtede. I alle de klasser jeg har været i er der en eller to børn der får lov at køre deres eget løb, og der kan sikkert godt forsvares langt hen ad vejen med en pædagogisk bagdør, men jeg har en dreng på 5 år, som aldrig deltager i undervisningen. Han leger, tegner, driller de andre eller tuller rundt for sig selv. Han er slet ikke på niveau med de andre, hverken i engelsk, kinesisk eller matematik, og så synes jeg det begynder at blive et problem. Der er ikke naturligt respekt for voksne – det er der muligvis heller ikke i Danmark, men ofte oplever jeg det som om danske børn respektere nye voksne mere, men det er heller ikke tilfældet her..

Det der gør størst indtryk på mig er deres belønning/straf-system. De børn der sidder stille og gør hvad læreren siger får et stykke slik! Kunne man lige forestille sig et ramaskrig der ville komme hvis man gjorde det i Danmark!? Først og fremmest ville det være slemt nok at dele slik ud og derefter så kun at give nogle enkelte børn slik. Hele mentaliteten er meget behavioristisk og adfærdsregulerende, hvilket giver mig en del problemer med at deltage helhjertet og engageret.

På en typisk dag, i de små klasser, møder børnene mellem 8-9 og spiser morgenmad omkring 8.30. Kl.9 er der circletime(som er dagens undervisning. Den starter med en morgensang, som alle synger sammen. Herefter vælges der tre hjælpere, først en til at hjælpe med at finde ud af hvilken dag det er (ud fra et skema der hænger på væggen, hvor de hver dag sætter et mærke på). Derefter synges en sang først med ugedagene og så med månederne på engelsk. Den næste hjælper skal finde ud af hvilket vejr det er, og her synges også en sang. Den sidste hjælper skal finde ud af hvor mange børn der er tilstede, og det foregår ved at børnene gætter på et tal og til sidst tæller hjælperen alle børnene.

Derefter er den egentlige undervisning så, hvor emnet f.eks. et baseball. Så har de f.eks. fundet et paprør der skal gøre det ud for et baseball bat og en lille bold, og så kan børnene prøve at ramme bolden med battet. Men her sidder børnene stadig pænt i skrædderstilling i en cirkel og rækker hånden op hvis de gerne vil prøve. Der er et par stykker der får lov at prøve og så gentager man ordene mange gange på engelsk, og hver gang gentager børnene det i kor, så jeg siger ”bat” og alle børnene siger så ”bat” osv.  Så får børnene et glas vand.

Så er der ”centertime”, hver stue/klasse er delt op i seks afdelinger (på samme måde som vi har puderum og dukkekrog osv.), der må være 4 centre åbne ad gangen. Ved bordene bliver der hældt én kurv med legetøj ud (legetøjet er pænt ordnet, så der kun er en slags i hver kurv). Og ved et andet bord kan børnene få lov at tegne – eller nærmere, farvelægge. Alle tegningerne er nemlig fortrykte og handler om dagens undervisningsemne. Herefter får de enten en mælk eller en yoghurt.

Så er det tid til at være udendørs og det foregår på den måde at lærerne vælger mellem de to udendørs legepladser og den indendørs. De vælger som regel et sted hvor der ikke er nogen af de andre klasse. Lærerne bestemmer også hvad der skal leges, så det ses på ingen måde som et frikvarter. Først leger man nogle strukturerede lege, hvor man står i en cirkel og alle gør det samme. Derefter kan det ske at de får lov at lege lidt selv, men det bliver på det dertil valgte lege/klatrestativ. Så går vi ind igen og børnene får frokost. Kl. 11.30 bliver de puttet og sover til middag til klokken 15 ca.

Eftermiddagen er delt op efter de samme principper, først får børnene lige noget at drikke, så er der circletime, så skal de ud og lege og så er der centertime. Så er der aftensmad omkring 16.30 og så bliver de hentet frem til 17.30.

Og sådan ser hver eneste dag ud, det eneste der adskiller sig lidt fra den foregående dag er emnet.

I de ældre klasser er det nogenlunde samme system, det minder bare en del mere om vores folkeskolesystem.

Børnene møder mellem 8-9 og spiser morgenmad. Formiddagen indeholder tre lektioner a 40 minutter og den første lektion starter lidt over ni. Lektionerne er adskilt af an pause på 10 minutter, hvor børnene enten kan farvelægge dagens bog, ellers er der fælles aktiviteter såsom sang eller historie. I den anden pause får de mælk eller yoghurt. 11.30 er der frokost, og efterfølgende er der middagslur til kl. 14.30. kl. 15 starter undervisningen igen og fra 16-16.30 kan de gå på legepladsen, derefter er der aftensmad. Derefter hjælper lærerne med lektier indtil de bliver hentet.

Umiddelbart virker læringsmiljøet meget hjernevaskende. Nogle gang når man spørger et barn om noget gentager de hvad man siger, fordi det er det de har lært. En dag ville jeg lave stopdans i en baby class – hvor de er omkring 2 år – men de vidste slet ikke hvordan de skulle danse fordi de er vant til at man gør det sammen som læreren. Den lærer jeg havde prøvet at forklare det til havde åbenbart heller ikke helt forstået meningen, hun foreslog at vi sang/dansede ”hjulene på bussen..”, men prøvede at forklare hende at det ikke var sjovt hvis alle lavede de samme bevægelse da vi så ville stå på samme måde når musikken stoppede. Egentlig var mit mål med det at lave noget børnevenligt der ikke var så læringsbaseret. Jeg synes det var skræmmende at se syv 2-årige stå op ad væggen og vente på hvad de skulle.

Jeg er dog blevet fortalt at hvis man gentager det samme ord for dem nok gange så lærer de det. Men det underlige er at de ikke rigtig går op i udtalen, hvilket er forståeligt nok, for så ville der ikke være mange kinesiske lærer tilbage på skolen! Men som der var en der sagde: ”Tag ikke fejl. Kinesere er gode til at kopiere!” og det kan man jo ikke andet end smile ad og nikke genkendende til.

Eftersom alle klasse kører det samme system må man forvente at de synes det er et meningsfyldt læringsmiljø. Og som jeg har forstået det, så bliver børnene af og til hevet ud til en test, så derfor er det vigtigt at de lærer det de skal, så de kan vise til den test at de er dygtige, og at lærerne dermed også er dygtige. Så vidt jeg har hørt, får lærerne en bonus hvis eleverne er gode, så det behavioristiske miljø fortsætter tilsyneladende.

Til gengæld virker læringsmiljøet ikke tilstrækkeligt eftersom der i alle af mine 4 klasser er et enkelt barn der konstant er uden for. Den ene gang jeg prøvede at pointere det overfor læreren ved at sige at der var en dreng der aldrig sagde noget, svarede hun: ”He is always like that.” og så var der ligesom ikke mere at sige til det.  Men i min verden er det jo lige præcis der problemet ligger, at han altid er sådan. For alle kan jo en stille dag, men dem der har det hver dag lærer aldrig noget, og det er der ikke rigtigt fokus på.

Det fysiske læringsmiljø er meget delt op og ryddet op. I en af klasserne har de en kasse til hver dag, så mandag leger de med det legetøj og tirsdag med det legetøj osv. Der er ikke den form for hygge som vi har i danske institutioner. Der ikke nogle lærer der sidder på gulvet og leger med børnene. Alt legetøjet er også delt op i kasser, så der kun er slags i hver kasse. De fleste ting er til gengæld i børnehøjde, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke at de børn må have fået SÅ meget skældud før de har forstået at de skulle lade det være. For det er helt naturligt for børn at være nysgerrige og undersøge ting, og det bliver måske lidt taget fra dem når de ikke må røre ved noget som helst næsten.

 

C. Reviderede læringsmål

27 sep

C: Beskriv dine reviderede læringsmål. (Efter 6 uger) Hvad ønsker du at opnå med din praktik, Hvilke mål har du sat dig, hvad vil du gerne vide og kunne? Hvilke faglige begrundelser er der for mine mål? Hvilken viden vil du få brug for at nå dine mål? (hvis muligt: så husk at inddrage din specialisering og det tværprofessionelle element) Hvordan vil jeg arbejde med mine mål? Hvordan bidrager dit pædagogiske projekt til dine mål? Hvilke situationer skal du sørge for at sætte dig selv i for at opnå disse mål? Har du holdninger der skal bearbejdes for at dette kan lade sig gøre? Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den pædagogik og det samfund du færdes i?

I min praktik ønsker jeg at opnå en større kulturel forståelse og dermed en større generel menneskelig forståelse. Selvom kulturforskellene mellem Danmark og Kina er enorme, er der mange forskellige subkulturer i Danmark som denne praktik kan styrke mig i at opdage og respektere. Derudover vil jeg gerne være åben overfor nye muligheder, og lære af kinesernes måde at tackle tingene på.

 

Mine mål hjemmefra var:

 

  1. at få større viden om forskellige kulturer og dermed også at der er flere rigtige måder at gøre tingene på – måske kan vi også lære noget af andre?
  2. få nye og anderledes tilgange til faglige metoder og pædagogik generelt.
  3. at blive personligt styrket til at klare mig selv i ubehageligt situationer og sige fra hvis jeg bliver bedt om at udføre noget jeg ikke kan stå inde for.

 

Det overordnede formål med mine læringsmål er at blive en bedre pædagog. Og med det mener jeg at kende sig selv rigtig godt og vide hvor man står i forhold til forskellige tilgange til pædagogik. At være fagligt bevidst og åben overfor nye tilgange – at være reflekterende og sørge for at følge med i udviklingen af faget.

 

Jeg får brug for at vide noget om kineserne generelt og noget om deres måde at handle på. Jeg vil forsøge at komme ud og se andre institutioner og evt. også en skole for børn med autisme. Som det ser ud lige nu kan jeg kun sige noget generelt om kineserne ud fra den børnehave jeg selv arbejder i og de kinesere jeg har mødt – og uanset hvordan vi vender drejer det har jeg kun mødt et fåtal, og det vil nok ikke ændre sig. Derudover jeg taler jeg med kineserne om de kulturelle forskelle, sætter spørgsmålstegn hvis de gør noget anderledes end vi gør. Og de spørger på lige fod om hvordan man gør i Danmark – så på den måde bliver jeg mere bevidst om min egen kulturelle bagage.

Dette kan også bidrage både til min specialisering og til det tværprofessionelle element.  De bidrager til min specialisering i børn og unge fordi det giver mig en bredere forståelse af børn. De kinesiske børn vokser op under helt andre forhold end danske børn. Derudover kan jeg ikke kommunikere verbalt med dem, så jeg bliver nødt til at aflæse deres kropssprog og få nogle til at spørge ind hvis der er noget jeg føler jeg bør vide. Jeg prøver også at ændre min egen handling overfor barnet og ser om det ændrer adfærd.

På trods af at der ikke er direkte tværprofessionelt arbejde i børnehaven, kan det stadig styrke viden om tværprofessionelt arbejde. Jeg arbejder udelukkende med kinesiske lærer, så der er tværprofessionelt arbejde mellem dem og mig.  Deres forudsætninger er at lære børnene kinesisk kultur og matematik bl.a. Og min opgave er at lære dem engelsk, men min baggrund og didaktik er meget anderledes end deres. Generelt i Kina lærer børnene udenad. Så når jeg stille dem et spørgsmål på engelsk som de ikke forstår, gentager de bare hvad jeg siger – for det er det de er vant til.

F.eks. de første gange jeg sagde ”be quiet!” gentog de bare hvad jeg sagde, for de anede ikke det betød at de skulle være stille. Det giver nogle lidt andre ufordringer. Det samme gælder når jeg skal lære dem at læse. De kender ikke bogstavernes lyde, så de aner ikke hvordan de kan stave sig gennem et ord. Men hvis man tænker over hvordan de selv skriver, kommer man i tanke om at de bruger deres egne tegn, så de bruger slet ikke det samme alfabet som os. Og så er det jo klart det er helt nyt for dem, selvom de er 5 år. Så vi har brugt en del tid på alfabetet og alle bogstavernes lyde.

 

Umiddelbart er mit pædagogiske projekt at få klassen til at fungere og lærer de kinesiske lærere forskellige måder at undervise på, fordi børnene er på forskellige niveauer. Derudover vil jeg forsøge at lave et lille VNT projekt. Da alting foregår på et fremmedsprog for børnene vil jeg forsøge at gøre det enkelt så det også bliver en sjov og positiv oplevelse for børnene. Min mål og mit pædagogiske projekt bidrager dermed gensidigt til hinanden.

 

De situationer jeg skal sætte mig slev i for at opnå mine mål et heldigvis over det hele. Jeg kan ikke gå ud ad døren uden at sætte mig selv i en situation der på den ene eller anden måde styrker et af mine mål. I starten havde man mange forventninger til hvordan tingene var, f.eks. når vi skulle nogle steder og de sagde vi kører fra børnehaven kl. 9.30 på lørdag. Så var vi der i god tid, og samtlige gange har vi ventet på nogle kinesere. Forrige gang ventede vi i tre timer! Så man vænner sig til at sige: ”Ja, det ville forvente i Danmark.. Men det kan vi  nok ikke forvente her!” Derudover tager alting meget lang tid hernede, vi ventede en måned på at få internet i lejligheden! Så jeg arbejder meget med min tålmodighed og med min handle-lyst.

På samme måde foregår det i børnehaven. Jeg er meget observerende først, så jeg ser hvordan de tackler tingene inden jeg kommer med forslag til hvad man kunne gøre.

 

Fagligt har jeg været mest opmærksom på behaviorisme og humanisme. Normalt går jeg meget op i at børnene skal forstås og respekteres og hvis der er noget de ikke må, skal de have en forklaring på hvorfor. Det er tydeligt at kineserne ikke er af samme opfattelse. Kun en enkelt gang har jeg set en lærer sætte sig på hug og forklare en dreng at han blev nødt til at rydde op (fordi han havde smidt alt legetøjet på gulvet). Der er en del børn der bider eller river i babyclass, og når det sker bliver der har bidt eller revet taget væk fra det andet barn. Der er ikke nogen videre forklaring.

Derudover har jeg også været opmærksom på at jeg selv bliver mere behavioristisk i min tilgang til børnene, men det hænger mere sammen med den sproglige barriere der er mellem os. Det er umuligt for mig at forklare børnene hvorfor de ikke må spytte. Derfor bliver jeg nødt til at vise med mit kropssprog at det vil jeg ikke have og jeg bliver nødt til at gøre det på en måde så de forstår at det ikke er for sjov.

På forhånd  var jeg også ret skeptisk overfor deres læringsmetoder. I min verden er at lære udenad ikke at lære rigtigt og man behøver ikke at forstå meningen med det man siger. Men nu er fra flere sider blevet bekræftet i at det virker. Og om ikke andet virker det for kinesiske børn og det er en hjælp for dem at lære udenad, fordi det er sådan de bliver testet i om de kan – og det fungerer på denne måde hele vejen op gennem uddannelsessystemet!

Når jeg taler med en kineser og spørger ind til nogle af de kulturelle forskelle bliver de tit overraskede over at jeg har tænkt over det – ofte siger de at det har de ikke tænkt over. Jeg synes de mangler refleksion generelt – det hænger måske en smule sammen med at vi bliver slået i hovedet med det konstant i Danmark, og børn i Danmark lærer at reflektere fra de går i børnehave. Hvis en kineser skal op i Daniel Sterns teori til eksamen på universitet skal han/hun kunne sige ORDRET hvad der stå i andet afsnit på side 18! Ikke noget med hvad man synes om det, eller eksempler hvor det ville være godt eller skidt. Og når man tænker på  den kinesiske politik, så giver det jo egentlig meget god mening.

 

Den anden dag spurgte jeg min kinesiske lærer om hvad stjernerne på det kinesiske flag betød. Baggrunden på flaget er rød og der er en stor og fire små stjerner. Jeg spurgte om den store stod for Kina i det hele taget og de så var Tibet, Hong Kong og Macau (dele som er kinesiske, men alligevel ikke helt) og jeg spurgte derfor hvad den fjerde stjerne stod for. Hun anede ikke hvad nogle af stjernerne betød. Det tog mig 1 minut at google det, og så  kunne jeg fortælle hende at den store stjerne er for kommunismen og de fire mindre er for det kinesiske folks sociale klasser: bønder, arbejderne, småborgere og patriotiske kapitalister.